"Vi skrev for at forstå"

To kvinder, to fortællinger og én fælles stilhed.
Den ene voksede op i Jehovas Vidner og blev smidt ud hjemmefra som 16-årig. Den anden stod udenfor, men mistede alligevel langsomt sine forældre til sekten. I dag har Camilla og Helle genoptaget kontakten og udgivet deres brevudveksling som bogen ’Vidner’. En samtale om kærlighed med betingelser, om stille tab og om langsomt at tage sit eget liv tilbage.

De kendte knap hinanden, da de læste litteraturvidenskab i Odense i begyndelsen af 90’erne. Men i 2022 rakte Helle ud til Camilla. Hun havde længe gået med en følelse af, at noget skulle undersøges. Noget, der var svært at sætte ord på, men som havde formet hele hendes relation til sine forældre. Hun vidste, at Camilla havde været Jehovas Vidne som barn og var brudt ud. Og hun vidste, at Camilla skrev. Det blev starten på en brevudveksling, som nu er blevet til en bog.

Et stykke dokumentarisk litteratur, der kredser om alt det, man ikke taler om.
Men som findes alligevel.

“Det har været som et gardin, der blev trukket fra mine øjne. En følelse af, at det er sundt, men også hårdt at se virkeligheden, som den er.”
– Helle

Forskellige udgangspunkter, samme afstand

Camilla blev født ind i Jehovas Vidner og begyndte at tvivle som 12-årig. Hendes far var ældste præst, og hjemmet var præget af kontrol og krav. Som 16-årig blev hun smidt ud hjemmefra. Som 19-årig rejste hun alene til Grønland. I dag har hun ingen kontakt til hverken sine forældre eller sin bror.

“Det var ekstremt voldsomt at miste alle mine nære relationer på én gang. Jeg har i perioder følt, at jeg slet ikke havde nogen rødder. At jeg var uelsket, udsat, alene,” siger hun.

For Helle var det en anden slags tab. Hun har aldrig selv været en del af Jehovas Vidner, men hendes forældre meldte sig ind, da hun var teenager. Langsomt forsvandt de ud af hendes hverdag og dermed også ud af hendes børns liv.

“I mange år bildte jeg mig ind, at det var et aktivt valg, at vi holdt kontakten, selvom den var tynd. Men i virkeligheden gik vi bare med på deres præmisser. Jeg skabte en illusion af, at de var der, men det var de ikke,” fortæller Helle.

Hun beskriver det som en slags glasvæg mellem sig og sine forældre. En, der er svær at se udefra, fordi alt tilsyneladende ser helt normalt ud.

En samtale om det, man ikke ser

Breve kan noget andet end interviews. De giver tid. Og tilladelse. I Camilla og Helles tilfælde blev brevene et rum, hvor man ikke skulle præstere, ikke svare hurtigt, ikke forklare sig. Bare fortælle. Også det, man ikke helt forstår selv.

“Jeg har grædt flere gange, mens jeg skrev. Der er erkendelser i brevene, som opstod i det øjeblik, de blev formuleret. Det har været hårdt, men også som at få trukket et gardin fra øjnene,” siger Helle.

Camilla beskriver det som en form for fordobling, at få sin historie spejlet i en andens. Og samtidig få øje på, hvor ens sektens sprog og reaktioner er, uanset hvilken rolle man spiller i familien.

“Det overraskede mig, hvor ens vores forældre har talt til os, selvom Helles forældre først kom ind i sekten som voksne. De samme sætninger, de samme vendinger. Som om de er skolet i at svare i koder,” siger hun.

De to kvinder har oplevet forskellig sorg og forskellig vrede. Camilla har været vidne til udstødelse, til tavshed, til overvågning og til en følelse af at blive gjort usynlig. Helle har oplevet et mere stille forsvindingsnummer. En kærlighed, der trak sig væk, men efterlod pæne overflader og undvigende forklaringer.

At give slip og tage noget med

Begge kvinder har forsøgt at skabe et liv uden for sekten, men ikke uden efterklang. Camilla fortæller om dødsangst og en dybt indgroet følelse af utryghed. Helle om en grundlæggende erkendelse af, at hun har bøjet sig i årevis for at opretholde et forhold, som ikke kunne stå selv.

Alligevel er der også noget, de tager med sig.

“Jeg lærte at tænke selv. At stå ved mine egne valg. At stille spørgsmål. Det har jeg taget med, selvom det var det, de forsøgte at holde mig fra,” siger Camilla.

“Jeg har fået en stærk frihedstrang og en vedholdende nysgerrighed på mennesker og mønstre. Mine tekster er et forsøg på at forstå det regnestykke, der aldrig går op,” siger Helle.

Og så er der den livslange evne til at sanse, hvornår noget ikke stemmer.

“Jeg kan ikke gå i takt. Jeg får det fysisk dårligt i fællesskaber, hvor der kun er én måde at tænke på,” siger Camilla.

“Vi skriver om tavsheden”

Camilla og Helles lydbog er ikke en beretning om at forlade troen. Det er en samtale om kærlighed, der forsvandt. Om børn, der ikke kender deres bedsteforældre. Om små og store erkendelser, som først får form, når de bliver skrevet ned og læst op.

“Vi ville ikke skrive for at få ret. Vi ville skrive for at forstå.”

“Vidner: I sektens skygge” udkommer som lydbog på Mofibo d. 20. maj 2025