Krimi20. maj 2025

Spyttede 26 milliarder ud: Nordeas ledelse var under lup i hvidvasksag

Nordea forsømte at kontrollere transaktioner for mere end 26 millioner kroner fra 2012 til 2015, lyder anklage. Banken nægter sig skyldig i samtlige anklager

LÆS OGSÅ: Dansk boksestjerne dømt for vold: Tæskede kærestens søster

En politianmeldelse af Nordea i 2016, som påpegede utilstrækkelige foranstaltninger mod hvidvask, er siden vokset sig til at være særdeles omfattende.

Undervejs i efterforskningen har søgelyset også været rettet mod ledende medarbejdere i banken.

Det fortalte specialanklager Karen Moestrup Jensen mandag, hvor Københavns Byret tog hul på sagen.

Hun forklarede, at man kiggede på ledende medarbejdere, som sad i centrale funktioner relateret til indholdet i en række anklager mod banken. Det skete, uden at hun satte navn eller titel på de pågældende personer.

- Men der var ikke noget, der pegede i retning af et ansvar hos dem, sagde hun.

Nordea er anklaget for at have forsømt at kontrollere transaktioner for mere end 26 milliarder kroner, der strømmede gennem nogle af bankens københavnske afdelinger.

Den påståede gerningsperiode fandt sted fra 2012 til 2015, og sagen landede altså for første gang på politiets bord i 2016.

Anmeldelsen kom fra Finanstilsynet, der havde været på besøg for at undersøge bankens foranstaltninger mod hvidvask. Det blev da vurderet, at banken ikke efterlevede hvidvaskloven på en række punkter.

Specialanklager Karen Moestrup Jensen sagde mandag, at der er tale om en meget kompleks sag. Hun skal sammen med kolleger bruge de kommende dage på at præsentere sagens indhold.

- Sagens kerne er, om Nordea agerede, som den skulle efter hvidvaskloven fra 2012 til 2015.

Sagen skal ifølge hende ses i det lys, at bankerne har en absolut afgørende rolle, for at samfundet som helhed kan bekæmpe økonomisk kriminalitet.

For hvis banker svigter i det system, er der mangler i håndteringen af hvidvask, lød det.

- Vi har brug for det her værn, den her mur, så det ikke er muligt via kringlede veje at kunne få penge til at se ud, som om de ikke stammer fra kriminalitet.

Hvidvask er, når man forsøger at skjule, at penge stammer fra en kriminel handling.

Flere end 70 retsmøder er afsat til sagen, der først ventes afgjort i efteråret næste år.

Nordea nægter sig skyldig i samtlige anklager.

Sponsoreret indhold