Nu er det officielt: Gary Lineker er færdig på BBC

Den tidligere fodboldstjerne Gary Lineker er færdig på BBC, efter at han flere gange har været i søgelyset for sin aktivitet på sociale medier.
Det oplyser den britiske public service-station mandag.
For nylig måtte den 64-årige englænder, der er en stor figur i hjemlandet, undskylde for et opslag, der er blevet opfattet som antisemitisk.
Siden 1999 har Lineker været vært på BBC's kendte fodboldprogram Match of the Day.
I november blev det oplyst, at han ville forlade posten efter denne sæson, men han ville fortsætte hos BBC frem til efter VM-slutrunden i 2026.
Men sådan bliver det altså ikke.
- Gary Lineker vil forlade sin rolle som vært efter afslutningen af Match of the Day for sæsonen 2024/2025, lyder det fra tv-stationen.
Det er på søndag.
BBC-chef Tim Davie siger, at Lineker har anerkendt den "fejl", han har begået. Derfor er det aftalt, at Lineker træder tilbage.
- Hans passion og viden har formet vores sportsjournalistik og givet ham respekt blandt sportsfans i hele Storbritannien og andre steder.
- Vi vil gerne takke ham for det bidrag, han har givet, siger Tim Davie.
Lineker fortæller, at det er den mest ansvarlige beslutning at træde tilbage.
- Som jeg har sagt, ville jeg aldrig bevidst dele noget antisemitisk - det er imod alt, jeg står for, siger Lineker.
Ifølge BBC tjener den tidligere topangriber mere end 1,3 millioner pund om året. Det svarer til omkring 11,5 millioner kroner.