Dansk boksestjerne dømt for vold: Tæskede kærestens søster

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail fortrolig til journalist patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: Dansk bokser dømt: Solgte kokain kort inden boksebrag - og flygtede fra bagsædet af en politibil
"Med stor kraft slog han det kvindelige offer flere gange i ansigtet og på overkroppen med knyttet hånd."
Sådan lyder konklusionen fra Retten i Aarhus, som for nyligt fandt en tidligere dansk boksestjerne skyldig i et voldsomt overfald på en kvinde, som var søster til hans daværende kæreste.
Det fremgår af dombogen i sagen, som beskriver det brutale optrin - bokseren nægtede sig skyldig fra sagens begyndelse.
Heri kan man læse, at den tidligere bokser er blevet idømt fængsel i ét år - som er blevet gjort betinget grundet mandens personlige forhold.
Overfaldet på hans kærestes søster fandt sted i august 2023 i en forstad til Aarhus.

Skænderi om bedste ven - og narkohandler - udviklede sig til overfald
Det tilsyneladende brutale overfald skete ifølge den tidligere boksers forklaring blandt andet på grund af hans bedste ven, som er narkohandler.
Han havde nemlig fået streng besked fra kæresten om, at han ikke længere måtte have kontakt til den ukendte pusher - hvilket kæresten ikke selv overholdt, hvis man skal tro bokserens forklaring for domsmandsretten.
"Han syntes, at det ikke var i orden, at han skulle holde sig væk fra dealeren, når hun ikke selv gjorde det," fremgår det af retsbogen.
Instruksen om at holde sig fra dealeren skyldtes ifølge bokseren, at hans kærestes lillesøster var gået fra hans bedste ven.
Fik flere slag i ansigtet
Selv om bokseren havde fået besked om at holde sig fra sin bedste ven, gjorde hans kæreste angiveligt ikke det samme.
"Han kunne se, at kæresten fortsat skrev med dealeren. Han sagde, det var dårlig stil, når nu han ikke måtte have kontakt til vennen," har han forklaret for retten - og herefter eskalerede tingene
Forklaringerne fra den nu dømte og sagens offer er milevidt fra hinanden - ifølge den tidligere bokser har han nemlig aldrig slået kvinden, men blot skubbet hende væk.
Det er den forurettede kvinde lodret uenig i, hvilket hun har forklaret for retten.
"De (den tiltalte bokser og forurettedes søster) boede dengang sammen, men søsteren ringede og bad hende komme og hente hende og børnene, da tiltalte (bokseren red.) var gået amok."
Da kvinden ankom til parkeringspladsen i forstaden til Aarhus, blev hun mødt af den tidligere stjernebokser.
"Tiltalte (bokseren red.) satte hovedet mod hendes og skreg."
"Tiltalte slog hende flere gange i hovedet og på halsen med knyttet hånd," lød forklaringen fra retten.
Hun fortalte yderligere, at hun fik 4 til 5 slag med knytnæve, som gav hende mærker ved læben, på halsen og ved ørene.
"Slagene var hårde," lød det om den veltrænede boksers slag mod kvindens ansigt.
"Hvis jeg havde slået, så ville hun have haft meget værre mærker"
Bokserens nu ekskæreste og et vidne har begge bakket op om offerets forklaring, mens bokseren kun erkendte at have puffet kvinden - men han benægter pure at have slået hende.
"Hvis jeg havde slået, så ville hun have haft meget værre mærker," lød konklusionen fra den tidligere stjernebokser.
Domsmandsretten i Aarhus fandt det dog bevist, at den tidligere bokser slog kærestens søster med knyttet hånd som nærmere beskrevet i anklageskriftet.
Han blev dog frikendt for at have sparket kvinden - hvilket offeret ikke selv havde nogen erindring om.
Som tidligere nævnt blev manden idømt en betinget fængselsstraf på ét år - han ryger kun i fængsel, hvis han begår noget nyt strafbart inden for det næste år.
Derudover er han blevet dømt til at skulle betale sagens omkostninger. Blandt andet sin beskikkede forsvarer, hvis salær blev udregnet til lige omkring 7.500 kroner.
Bokseren har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen, fremgår det af dombogen.
SE og HØR har forsøgt at række ud til den tidligere bokser, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.