Forfalsket underskrift kan fælde brasiliansk fodboldpræsident

Brasiliens Fodboldforbund skal formentlig på udkig efter en ny præsident inden længe.
En dommer i Rio de Janeiro har torsdag ifølge AFP bedt fodboldforbundet om at afskedige Ednaldo Rodrigues på grund af mistanke om en forfalsket underskrift i præsidentens kontrakt.
Dommeren har afgjort, at kontrakten er ugyldig og har beordret, at forbundet afholder et nyt valg om præsidentposten.
Fernando Jose Sarney, der er indsat som midlertidig præsident, oplyser i en udtalelse, at forbundet vil rette sig efter afgørelsen.
Flere brasilianske medier skriver dog samtidig, at fodboldforbundet har tænkt sig at appellere afgørelsen.
71-årige Ednaldo Rodrigues har stået i spidsen for Brasiliens Fodboldforbund siden 2021.
Han blev i marts genvalgt til en ny periode, der løber frem til 2030. Rodrigues var den eneste opstillede kandidat, efter at den tidligere topspiller Ronaldo trak sit kandidatur i valgkampen.
Få uger efter valget havnede Ednaldo Rodrigues i problemer, da mediet Piaui skrev, at præsidenten havde "købt" sig til støtte i valgkampen ved at give lønforhøjelser til regionale fodboldledere.
Generelt har Rodrigues haft nogle omtumlede år som præsident for forbundet.
Tilbage i 2023 blev han af en domstol midlertidig suspenderet fra posten på grund "uregelmæssigheder" ved præsidentvalget året forinden.
Domstolens indblanding i valget fik Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) til at true Brasilien med udelukkelse fra internationale turneringer.
Rodrigues blev efterfølgende genindsat på ordre fra en højesteretsdommer.