Sport8 timer siden

Hidsig Mads P. endte i slagsmål med Magnus Cort

De danske cykelstjerner Mads Pedersen og Magnus Cort har været holdkammerater - men de havde store problemer med at være i stue sammen
Mads Pedersen og Magnus Cort på podiet på femte etape af Danmark Rundt 2023. Til venstre Mattias Skjelmose.
Mads Pedersen og Magnus Cort på podiet på femte etape af Danmark Rundt 2023. Til venstre Mattias Skjelmose.
 Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Sjørup

Lige nu fører Mads Pedersen verdens næststørste etapeløb Giro d'Italia, og den 29-årige sjællænder kan kalde sig Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde.

Men sådan har det ikke altid været.

Da Mads P. startede som seniorrytter, kom han på hold med den tre år ældre Magnus Cort, som var Cult Energy-holdets stjerne.

- Magnus og jeg havde ikke noget særlig godt forhold til hinanden på det tidspunkt. Vi kunne ikke være i stue sammen, uden at der på en eller anden måde skulle krydses klinger – også selvom jeg måtte se i øjnene, at han på det tidspunkt var bedre end mig. Det var ikke nemt for mig at erkende det, fortæller Mads Pedersen i bogen "Mads P - væddeløber og verdensmester", som han i 2022 udgav sammen med den tidligere professionelle cykelrytter Per Bausager.

- Det værste var, at han vandt og vandt og vandt. Han førte også Europa Tour, som var en gennemgående konkurrence, hvor den førende rytter kørte i en hvid trøje i alle løb. Jeg måtte bare bide i hovedpuden, når jeg kom i seng. Jeg måtte erkende, at han var den bedste, men det gik mig helt vildt på, at holdet hjalp ham rigtig meget og stod til hans disposition i næsten alle løb, men at han aldrig sagde tak, forklarer Mads Pedersen i bogen.

På første etape af Danmark Rundt i 2014 havde Mads P. og de andre Cult Energy-rytterne kørt som gale for at sikre Magnus Cort sejren. Da han efter sejrsceremonien kom hen til sine holdkammerater sagde han:

- Så kan I godt lakere min cykel gul til i morgen, og der skal stå "Guldfuglen" på den, og det må I også godt kalde mig fra nu af.

Mads Pedersen fortæller i bogen, at han var ved at få en hjerneblødning over Corts arrogance.

- Vi har knoklet røven ud af bukserne hele dagen, og uden os havde du ikke vundet, og så kommer du bare der og spiller blærerøv. Sådan kørte det i hovedet på mig, og jeg snakkede ikke til ham resten af løbet.

Ved holdets afslutningsfest i Aarhus kom sjællænderen og bornholmeren op af slås.

- Jeg var led og ked af, at han var en nar, og han var lige så led og ked af at få at vide, han var en nar, og syntes helt sikkert også, at jeg var det. Da der var kommet sprut under vesten, endte det i korporligheder.

Senere er de to danskeres forhold blevet normaliseret. Og da Mads Pedersen i 2019 vandt VM, havde Magnus Cort en afgørende aktie i, at det lykkedes Mads at stikke af.

I "Mads P - væddeløber og verdensmester"-bogen slår Lidl Trek-rytteren en streg over skærmydslerne:

- Vi er blevet ældre og har også fået nogle lussinger og indset, at der er andre gode cykelryttere end os, og at det nok bare var to store unge egoer, der clashede dengang. Jeg synes også, at Magnus har forandret sig. Han er faktisk en skidefin fyr.

Sponsoreret indhold