Nyheder12 timer siden

DR fastholder krav om login trods kritik

Trods kritik fastholder DR i et svar, at brugerne skal logge ind for at få fuld adgang til indhold på DRTV
Danmarks Radio på Olof Palmes Alle i Aarhus mandag den 13. maj 2024. Danmarks Radio i Aarhus er tegnet af C.F. Møller og opført som radio- og tv-by over flere perioder fra midt i halvfjerdserne og frem.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Trods hård kritik fastholder DR kravet om, at alle brugere af DR opretter et login for at kunne få det fulde udbytte af DRTV.

Det fremgår af et svar fra DR til Datatilsynet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Tilsynet har tidligere krævet svar fra DR på en række spørgsmål. Det er sket i kølvandet på en række klager.

Datatilsynet er den centrale, uafhængige myndighed, der fører tilsyn med, at borgernes databeskyttelse overholdes.

I praksis betyder login, at når brugerne vil afspille andet indhold fra DR ud over livekanalerne fra DRTV, skal de oprette et login og oplyse e-mail og brugernavn.

Det har medført megen kritik, at DR, der i år modtager 3,7 milliarder kroner betalt over skatten, oveni tvinger brugerne til login-krav for at få adgang til det, de allerede har betalt for.

Men ifølge DR giver login mulighed for et samlet overblik over, hvilke programmer brugerne tilgår på tværs af forskellige enheder såsom tv, mobil og tablets.

For forbrugerne bliver det samtidigt lettere at se et program fra flere forskellige apparater.

I en benhård konkurrence om forbrugernes medietid indebærer login også, at brugerne kan få et personligt tilpasset tilbud fra DR - hvis de ønsker det.

DR forsvarer også, at behandlingen af personoplysninger sker med hjemmel i GDPR - EU's persondataforordning.

Kritikken mod DR har handlet om, at det ikke handler om en bedre brugeroplevelse, men om at hale flere statistiske oplysninger ud af brugerne.

Forbrugerrådet fastholder sin kritik.

- Folk har jo allerede betalt én gang for DR med kolde kontanter, så vi mener, at den nye afgivelse af data virker påtvunget i en tid, hvor folk er meget opmærksomme på, hvad deres data bliver brugt til, siger forbrugerpolitisk rådgiver Peter Grønlund Holm.

Helle ikke Prosa - de it-professionelles fagforening - er formildet.

Ole Tange, der er politisk rådgiver i Prosa, er bekymret over afgivelsen af personlige oplysninger til DR og henviser til, at GDPR handler om at registrere færrest mulige oplysninger, mens man løser en konkret opgave.

- Så der er ikke noget, der undskylder de nye oplysningskrav til forbrugerne ved at henvise til, at brugerne får en bedre oplevelse, siger han.

/>

Sponsoreret indhold