Dommer nedsætter straf for drabsdømte Menendez-brødre

Lyle og Erik Menendez, der er idømt livstid for drab på deres forældre, har fået nedsat deres straffe.
De fik i 1996 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse - men efter nedsættelsen lyder deres straffe i stedet på 50 års fængsel til livstid.
Det har dommer i Los Angeles Michael Jesic afgjort, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Brødrene får ifølge Californiens lovgivning dermed mulighed for prøveløsladelse, fordi de var under 26 år, da de begik drabene.
Det dikterer delstatens særlige regler for unge lovovertrædere - den såkaldte "youthful offender law".
De vil dog fortsat sidde fængslet, mens delstatens prøveløsladelsesnævn vurderer, hvorvidt de skal prøveløslades.
- Jeg siger ikke, at de bør blive løsladt, det er ikke op til mig. Jeg mener dog, at de har afsonet nok i løbet af de sidste 35 år, og at de bør få den chance, siger dommeren ifølge AP.
Brødrene har de sidste to år forsøgt at få nedsat deres straf, så de enten kan blive løsladt med det samme, eller så de kan få prøveløsladelse.
Tirsdag var der retsmøde i sagen.
Her var flere af mændenes familiemedlemmer, en pensioneret dommer og en tidligere medindsat mødt op for at vidne, skriver Reuters.
Lyle og Erik - der nu er henholdsvis 57 og 54 år - deltog i retsmødet via en videoforbindelse fra fængslet i San Diego.
Ifølge AFP argumenterede flere familiemedlemmer for, at brødrene er klar til at blive løsladt.
Deres kusine Anamaria Baralt fortalte blandt andet, at de to mænd har forandret sig, og at de har fortjent at opleve friheden.
- Vi mener, at 35 år er nok, lød det fra Baralt i retssalen, hvor de to Menedez-brødre fulgte med fra fængslet i San Diego via en videoforbindelse.
- De er blevet tilgivet af vores familie. De fortjener en chance mere i livet.
Fra Diane Hernendez, som er Kitty Menendez' niece, lød det, at brødrene er "bemærkelsesværdige mennesker".
- Der er ingen chance for, at de vil bryde loven, hvis de bliver løsladt. Deres eneste ønske er at gøre gode gerninger.
Erik og Lyle Menendez blev i 1996 dømt for at have skudt og dræbt deres forældre, José og Kitty Menendez, i deres hjem i Beverly Hills den 20. august 1989. Det skete, mens forældrene så fjernsyn.
Lyle Menendez var dengang 21 år, mens Erik Menendez var 18 år gammel.
Brødrene har tilstået drabene. De siger, at de gjorde det, fordi de frygtede, at forældrene ville slå dem ihjel. De har blandt andet sagt, at faren udsatte dem for seksuelle overgreb.
Lyle Menendez gentog under tirsdagens retsmøde deres tilståelse.
- Jeg dræbte min mor og far. Jeg kommer ikke med nogen undskyldninger. Jeg tager det fulde ansvar, sagde han ifølge fremmødte journalister.
Ifølge AFP skal prøveløsladelsesnævnet samles i næste måned, og mændene kan muligvis blive prøveløsladt herefter.