Cannes Film Festival tilføjer regel: Slut med nøgenhed på den røde løber

LÆS OGSÅ: Bella Hadid i fræk, fræk, fræk kjole i Cannes
Der er ikke mange timer til, at den røde løber bliver rullet ud ved Cannes Film Festival.
Her plejer massevis af kendisser at troppe op i vilde, vanvittige og vovede outfits, men i år har arrangørerne sendt en ændring ud, der kan få stor indflydelse på gæsternes tøjvalg.
Ifølge CNN har Cannes Film Festival nemlig valgt at forbyde "nøgenhed".
- Nøgenhed er forbudt på den røde løber samt på alle andre områder af festivalen, lyder det på arrangørens hjemmeside.
Reglen, der blev meddelt mandag, kommer efter, at flere kendisser har vist sig i såkaldte nøgenkjoler på adskillige røde løbere.

Indskærpelsen skyldes "anstændighedsmæssige årsager", og skulle man dukke op i et skrud, der ikke overholder reglerne, vil der blive slået hårdt ned.
- Festivalens velkomstteam vil være forpligtet til at forbyde adgang til den røde løber for alle, der ikke overholder disse regler, fremgår det videre af hjemmesiden.
Som følge af den nye regel kan man derfor forvente, at den røde løber kommer til at se markant anderledes ud end de seneste år.
I 2024 troppede den amerikanske supermodel Bella Hadid eksempelvis op i en fræk gennemsigtig kjole fra Saint Laurent, der ikke overlod meget til fantasien, mens Nadia Lee Cohen var iklædt en stram strikkjole, der var spækket med huller.
Om disse vil være tilladt at bære under dette års festival, vides ikke. Cannes Film Festival har ikke beskrevet, hvor grænsen går for nøgenkjoler.

Heller ikke outfits med "lange slæb, der forhindrer en god gæstestrøm" er tilladt ved løberen, fremgår det af festivalens hjemmeside.