Nær en brugs i den nordjyske by Asaa greb en betjent søndag sit tjenestevåben og løsnede skud.
Det kan have virket voldsomt for borgerne, der oplevede det ske, siger politiinspektør Claus Danø, der leder patruljecentrene i Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse mandag.
- Det er klart, at det kan gøre indtryk og virke rigtig voldsomt, når der pludselig lyder skud, mens man er ude at søndagshandle.
Skuddet blev afgivet i forbindelse med en sag om trusler. Ingen kom til skade.
Episoden fandt sted, efter at politiet klokken 11.13 fik en anmeldelse om trusler på en adresse i Asaa i det østlige Vendsyssel.
De formodede gerningsmænd skulle være kørt fra stedet i en hvid varevogn, som en af politiets patruljer finder centralt i Asaa. I et forløb herefter afgiver en politiansat skud mod bilens dæk.
- Varevognen kører bort, men bliver kort efter fundet. Inden for 30 minutter er tre personer til sagen anholdt, siger Claus Danø i pressemeddelelsen.
Mændene er blevet løsladt af politiet igen, men de er sigtet i sagen.
Nordjyllands Politi oplyser i meddelelsen ikke konkret, hvad mændene er sigtet for.
Når en betjent afgiver skud, skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) have besked. DUP er også underrettet om denne sag, oplyser politiet.
Den videre efterforskning af sagen mod de tre mænd fortsætter. Personer, der måtte have oplysninger, som kan være relevante for politiet, kan ringe på telefonnummer 114.