KrimiI går (opd. 13 timer siden)

Politiet har afgivet skud i Nordjylland

Søndag har Nordjyllands Politi afgivet skud i byen Asaa

En patrulje fra Nordjyllands Politi afgav søndag skud i byen Asaa, der ligger i Vendsyssel.

Patruljen rykkede ud efter en anmeldelse om trusler, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Vi fik en anmeldelse om en mand, der var blevet truet på livet. Der blev fremvist et våben, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.13 søndag formiddag.

Da patruljen kom frem, forsøgte tre mænd at flygte i en bil.

- Det var i den forbindelse, at der blev afgivet skud. Der blev skudt mod bilens dæk. Efterfølgende forsøgte de at løbe væk, men blev stoppet, siger Thomas Ottesen.

De tre mænd blev anholdt og sigtet for at have fremsat trusler, men blev senere på dagen løsladt, fordi der ifølge politiet ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen, har politiet oplyst.

Hændelsen skete centralt i Asaa, og det er politiets opfattelse, at de fire mænd er lokale, som alle kender hinanden.

Sponsoreret indhold