Kendte18 timer siden

Kærlighed ved første blik: Sådan mødte Molly Egelind sin mand

"Sygeplejeskolen"-stjernen Molly Egelind afslører, hvordan hun for 14 år siden mødte sin mand, Benjamin Hasselflug
Molly Egelind beskriver sit møde med gemalen som kærlighed ved første blik.
Molly Egelind beskriver sit møde med gemalen som kærlighed ved første blik.
 Foto: Lars H. Laursen

LÆS OGSÅ: Ups, Helle: Thorning-Schmidt bryder markedsføringsloven

Nogle kærlighedshistorier begynder rent venskabeligt, mens andre beskrives som en instant følelse af at blive ramt af Amors pil.

Molly Egelind og Benjamin Hasselflugs kærlighedshistorie hører til i sidstnævnte kategori.

I hvert fald hvis man skal tro "Sygeplejeskolen"-skuespillerens version.

I et interview med Femina, som i dag genudkommer i fysisk form, fortæller skuespilleren om sit allerførste møde med sin mand Benjamin.

Den magnetiske tiltrækning er tydeligvis stadig stærk.
Den magnetiske tiltrækning mellem Benjamin Hasselflug og Molly Egelind er tydeligvis stadig stærk.
 Foto: Aller Media

Dengang var de begge elever på Odense Teater - Benjamin var blot to år længere fremme i sit uddannelsesforløb.

- Det er lige før jeg vil sige, at det var kærlighed ved første blik, indleder hun historien.

- Jeg kan huske, at jeg blev enormt draget af ham. Det var til en skolefest, hvor jeg stod i baren, for det skal man som førsteårselev. Jeg solgte ham en øl til en femmer, og da jeg så rakte ham øllen, og han tog fat om den, kunne jeg ligesom ikke give slip, fortæller hun til ugebladet.

Hun blev ved med at holde fat om øllen. Men det gjorde han også.

Hvad der efterfølgende så skete er parret ikke helt enige om.

- Jeg husker det, som at vi i samme tempo, med samme intensitet og med samme vilje nærmer os hinanden og kysser, fortæller hun.

Benjamins udlægning er lidt mindre filmromantisk og storladen. Ifølge Molly husker han det slet og ret, som om Molly kyssede ham der i baren foran alle.

Kærlighed ved første blik eller ej har de været sammen i 14 år. De blev gift i 2016 og har sammen døtrene Ellinor, 10, og Wilma på fire år.

Sponsoreret indhold