Influenceren Harlem Alexander i shitstorm efter hundeluftning: - Lad mig være i fred!

Der er dem, der går op i reglerne, og så er der dem, som ser igennem fingrene med dem.
Influenceren Harlem Alexander hører tilsyneladende til de sidstnævnte.
I hvert fald er han landet i massiv modvind efter at have ladet sin hund løbe løs i et område i Oslo, hvor man ellers er påkrævet at have sin hund i snor.
Det skriver Dagbladet.
Harlem Alexander har omkring 40.000 følgere på Instagram.
Her deler han løbende billeder og videoer af sin lille puddelhund, men den er aldrig i snor, hvilket mange har kommenteret og kritiseret influenceren for.
Det er han dog græsk-katolsk med, tyder det på.
- Regler er til for at brydes, siger han i hvert fald til det norske medie og fortsætter:
- Jeg får måske 20 henvendelser om dagen fra sure damer, som siger: "Du skal tage hunden i snor", men nej! Jeg har ikke brug for en snor. Jeg bor midt i byen. Her er der ikke nogen elge eller fugle. Tyr (hundens navn, red.) har aldrig skadet så meget som en flue.
Ifølge Harlem Alexander er det ikke kun på sociale medier, at folk konfronterer ham med, at han bryder reglerne.
Han oplever også at blive stoppet på gaden af folk.
- Der bliver jeg ikke hysterisk, men tager ham (hunden, red.) bare op uden at lave noget drama.
Hundeejere, der ikke overholder reglerne i Oslo, risikerer bødestraf eller fængsel op til seks måneder alt efter, hvor alvorlig forseelsen er.