Krimi5. maj 2025

Kendt forsvarsadvokat fælder dom: Kan FCK-stjernen Rodrigo Huescas afsone med fodlænke?

Bolig og arbejde indgår blandt andet i vurderingen af, om Huescas kan få lov til at afsone sin dom med fodlænke
Rodrigo Huescas skal som udgangspunkt i fængsel. Han kan dog søge om at afsone sin dom med fodlænke.
Rodrigo Huescas skal som udgangspunkt i fængsel. Han kan dog søge om at afsone sin dom med fodlænke.
 Foto: Tobias Jørgensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mette Grith Stage om Rodrigo Huescas' dom: - Det er en løftet pegefinger

FCK-stjernen Rodrigo Huescas blev tidligere mandag straffet med ubetinget fængsel i 20 dage samt idømt en bøde på 7.000 kroner.

Derudover er han blevet tildelt en advarsel om udvisning, eftersom han tidlig morgen 25. januar kørte 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen.

21-årige Huescas, som er mexicansk statsborger, er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf, hvilket betyder, at han skal i fængsel.

Men eftersom der er tale om en ubetinget fængselsstraf på under seks måneder, har FCK-stjernen mulighed for at afsone sin dom med fodlænke.

Og denne mulighed er langtfra usandsynlig for Huescas, lyder det fra den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage til SE og HØR.

- Kriminalforsorgen skal lave en vurdering af, om man er egnet til at afsone sin dom med fodlænke.

- I den vurdering indgår blandt andet, om man har en egnet bolig, hvor man kan opholde sig, og om man har fast arbejde eller uddannelse.

- Jeg kender kun sagen (Huescas' færdselssag, red.) fra medierne. Hvad der er oplyst der, så tænker jeg, at han højst sandsynligt vil være egnet til at afsone med fodlænke, lyder det fra Mette Grith Stage.

Vil holde øje med Huescas

Videre fortæller Mette Grith Stage, at hvis Rodrigo Huescas får lov til at afsone sin dom med fodlænke, vil fodboldspilleren være under opsyn af Kriminalforsorgen.

- Det vil så også indebære, at han får lov til at passe sin fodboldtræning, da det jo er hans arbejde.

- Og så vil Kriminalforsorgen holde øje med, om han er til træning eller kamp på det tidspunkt, han skal være det på. På samme vis, hvis han havde arbejdet på en fabrik med faste arbejdstider, lyder de afsluttende ord fra Mette Grith Stage.

Mette Grith Stage.
Mette Grith Stage.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Udover påstanden om de 20 dages fængsel havde anklagemyndigheden ved Københavns Politi ellers nedlagt påstand om henholdsvis udvisning af 21-årige Huescas samt et indrejseforbud i fire år.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at afgøre, om sagen skal ankes til Østre Landsret.

Vanvidskørsel i leaset BMW

Huescas, der har mexicansk statsborgerskab, var anklaget for at have kørt 111 kilometer i timen i en leaset BMW på Kalvebod Brygge i København en tidlig morgen 25. januar.

28. april, da sagen var for Københavns Byret, hvor SE og HØR også var til stede, erkendte Huescas, at han havde kørt den dyre bil med 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge, hvor den tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.

FCK-stjernebacken forklarede videre, at han ikke vidste, at man måtte køre 50 kilometer i timen på Kalvebod Brygge.

- Det er lang tid siden. Jeg husker ikke meget. Jeg husker ikke, at der var andre bilister.

- Jeg fortryder rigtig meget. Jeg ved, det ikke var godt. I dag har jeg lært af det, og jeg forstår, at det var min fejl, lød det fra Huescas i retten.

Sponsoreret indhold