Krimi5. maj 2025 (opd. 5. maj 2025)

Udvist af Danmark: Han nægter vanvidskørsel

35-årig mand nægter at have foretaget hasarderet overhaling, da han kolliderede med en kvinde

En 35-årig mand nægter at have kørt hasarderet, da han 24. april sidste år kolliderede med en 55-årig kvinde ved Nørre Snede i Midtjylland.

Det fremgår, da manden mandag afgiver forklaring i Retten i Herning, hvor han er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Anklagemyndigheden mener, at der er tale om vanvidskørsel, hvor manden ”tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden" og ikke "udviste tilstrækkelig agtpågivenhed”.

Efter anklagemyndighedens opfattelse foretog manden en overhaling på en strækning, hvor der var fuldt optrukket spærrelinje og forbud mod overhaling.

Men den tiltalte har en helt anden version af forløbet.

Han hævder, at det var den modkørende bilist, der drejede over i den vejbane, hvor den 35-årige mand kom kørende i en rød Suzuki.

- Det er ikke mig, der kører ind i hende. Jeg prøver at undvige bilen, forklarer manden i retten.

Han er iført sorte Hugo Boss-bukser og en sort pullover over en blå skjorte.

Senioranklager Flemming Hother kan ikke få mandens forklaring til at stemme med bilinspektørens undersøgelse af stedet.

Han peger på, at ulykken skete i den modkørendes vejbane.

- Det skal jeg ikke kunne sige. Det kan jeg ikke huske. Det gik hurtigt, det skete bare, lyder det fra den tiltalte.

Ifølge anklageren havde speedometeret låst sig fast på 111 kilometer i timen, da ulykken skete.

Men den tiltalte afviser og hævder, at han kørte 60-70 kilometer i timen på strækningen, hvor man maksimalt må køre 90 kilometer i timen.

En blodprøve viste, at manden havde hash i blodet. Det erkender den tiltalte. Det stammer fra en joint, han røg fire-fem dage tidligere, hævder han.

Den 35-årige mand var på vej til udrejsecenter Kærshovedgård nær Ikast, hvor han havde pligt til at melde sig.

Han er ifølge Ekstra Bladet tidligere idømt et års fængsel for trusler og afpresning. Som led i dommen blev han udvist af landet.

Af grunde, der på nuværende tidspunkt ikke er kommet frem under retssagen, har udvisningen ikke kunnet effektueres, og derfor har manden været omfattet af melde- og opholdspligt på det midtjyske udrejsecenter.

Sagen er anlagt som en nævningesag, og det betyder, at anklageren vil kræve mindst seks års fængsel.

Derudover kræver anklageren manden udvist og frakendt kørekortet for bestandigt.

Retten har afsat fem retsdage til behandling af sagen, og der forventes at falde dom 22. maj.

Sponsoreret indhold