En mand, der er sigtet for voldtægt og drabsforsøg mod en 11-årig pige ved Bøtø på Falster i 1999, lader mandag frivilligt sin varetægtsfængsling forlænge.
Det oplyser Susanne Bluhm, der er specialanklager ved anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.
Anklageren oplyser også, at anklagemyndigheden endnu ikke har taget stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen.
Manden blev anholdt og fængslet i december sidste år. Det var slægtskabssøgning, der førte til anholdelsen og fængslingen i den ellers uopklarede sig.
Slægtskabssøgning er en ny efterforskningsmetode baseret på DNA-profilering, der udvider politiets muligheder for at finde mistænkte i sager med biologiske spor.
Metoden forholder sig til, om en person i nær familie til en person, der afgiver en DNA-prøve, kan have afsat sporet.
Da manden, der var 56 år, da han blev anholdt i december, blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede han sig skyldig i at have voldtaget og forsøgt at dræbe en 11-årig pige i august 1999.