Nyheder19 timer siden (opd. 17 timer siden)

Biskopper raser over Trumps pave-billede: Ikke klogt eller sjovt

Et billede af præsident Donald Trump i paveklæder, som er blevet delt på sociale medier af Det Hvide Hus og Trump selv, er ikke blevet vel modtaget af de katolske biskopper

Et billede af præsident Donald Trump i paveklæder, som er blevet delt på sociale medier af Det Hvide Hus og Trump selv, er ikke blevet vel modtaget af de katolske biskopper i den amerikanske delstat New York.

I et opslag på X skriver New York State Catholic Conference, der repræsenterer biskopperne, at Trump ikke skal gøre grin med dem.

- Der er intet klogt eller sjovt ved dette billede, hr. præsident.

- Vi har lige begravet vores elskede pave Frans, og kardinalerne skal netop til at indtræde i et højtideligt konklave for at vælge en ny efterfølger til sankt Peter. Lad være med at gøre grin med os, lyder det fra biskopperne.

På billedet sidder Donald Trump i en guldbelagt stol med den ene pegefinger rettet mod himlen. Han er klædt i hvide paveklæder og bærer en hvid bispehue på hovedet og en kæde med et guldkors om halsen.

Billedet er tilsyneladende lavet ved hjælp af kunstig intelligens.

Tidligere denne uge sagde Trump i spøg, at han godt kunne tænke sig at blive den næste pave, da han blev spurgt, hvem han gerne vil se efterfølge pave Frans. Pave Frans døde 2. påskedag og blev begravet 26. april.

Trump var blandt de mange prominente gæster, der deltog i begravelsen af paven i den italienske hovedstad, Rom.

- Jeg kunne godt tænke mig at være pave. Det ville være mit førstevalg, sagde den amerikanske præsident.

Han tilføjede dog, at han ikke har nogen præferencer, men at der er en kardinal i netop New York, som er "rigtig god".

Dermed henviste Trump formentlig til Timothy Dolan, der har været ærkebiskop i New York siden 2009 og kardinal siden 2012, og som politisk anses for at være konservativ.

Biskopperne i New York er ikke de eneste, der har udtryk utilfredshed med Trumps pavebillede. Det har den tidligere italienske premierminister Matteo Renzi også. Han mener, at USA's præsident fornærmer de troende.

- Dette er et billede, der fornærmer troende, fornærmer institutioner og viser, at lederen af den globale højrefløj nyder at klovne rundt, skriver den tidligere italienske premierminister på Facebook.

Trump er ikke selv katolik. I størstedelen af sit liv har han tilhørt den presbyterianske kirke, som er en protestantisk kirkeretning, men i 2020 annoncerede han, at han ikke længere tilhører nogen bestemt retning inden for kristendommen.

Sponsoreret indhold