Nyheder3. maj 2025 (opd. 3. maj 2025)

Dansk Industri melder ud: Deltager ikke i årets Copenhagen Pride

Interesseorganisationen Dansk Industri har nu meldt ud, at de dropper dette års Copenhagen Pride
Dansk Industri var en af flere sponsorer, der valgte at trække sig inden 2024-udgaven af Copenhagen Pride. (Arkivfoto). - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix 
Dansk Industri var en af flere sponsorer, der valgte at trække sig inden 2024-udgaven af Copenhagen Pride. (Arkivfoto). - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Dansk Industri deltager ikke i årets Copenhagen Pride, men vil se tiden an, før organisationen vender tilbage som sponsor.

Det siger Kinga Szabo Christensen, der er rådgivningsdirektør i Dansk Industri (DI), i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi har haft mange interne drøftelser og er endt på en beslutning om at se tiden an, så de gode intentioner tager form, inden vi aktivt deltager i paraden igen under DI-flag, lyder det.

Årets Pride-parade, der finder sted i København til august, bliver altså fortsat uden officiel deltagelse fra Dansk Industri.

Beslutningen om ikke at deltage kommer som reaktion på sidste års pride, hvor flere store sponsorer, heriblandt DI, valgte at trække deres støtte til arrangementet.

Det skete, efter at Copenhagen Pride i 2024 februar skrev på Facebook, at alle kommercielle partnere, der ikke kunne give et tilfredsstillende svar på spørgsmål om deres interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina, ikke ville kunne være partner til 2024-udgaven af paraden.

Det skabte forvirring hos flere sponsorer, der tolkede det, som om Copenhagen Pride bad sine partnere tage stilling til konflikten mellem Israel og Hamas.

Den efterfølgende sponsorudvandring fik konsekvenser for den daværende forperson, Lars Henriksen, der kort efter valgte at trække sig fra posten.

Nuværende forperson i Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, skrev i en pressemeddelelse på festivalens hjemmeside, at tingene ikke gik som ønsket i 2024, men at paraden i år vil have skarpere fokus på de emner, som LGBTI+-miljøet efterspørger.

Dansk Industri fastslår, at inklusionsområdet er en vigtig del af organisationens dagsorden.

- Vi har nu taget initiativ til at samle ledende aktører fra hele LGBTI+-miljøet i et nyt forum, hvor vi kan samle erfaringer og viden, der kan gøre en forskel på det danske arbejdsmarked, siger Kinga Szabo Christensen.

Årets Copenhagen Pride-parade finder sted den 16. august.

/>

Sponsoreret indhold