KrimiI går

Rodrigo Huescas risikerer udvisning i dag: Mister stort set alt

FCK-stjernen Rodrigo Huescas er tiltalt for vanvidskørsel og risikerer at blive udvist af Danmark
Rodrigo Huescas spiller i FC København og på det mexicanske landshold.
Rodrigo Huescas spiller i FC København og på det mexicanske landshold.
 Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: FCK erkender fejl: Har ikke været gode nok til at informere Rodrigo Huescas om reglerne

"Skæbnedag" for Rodrigo Huescas.

Det er nemlig i dag - mandag - at dommen falder i FCK-stjernens færdselssag.

Den 21-årige mexicanske landsholdsspiller, der til dagligt spiller for FC København, er tiltalt for vanvidskørsel, eftersom han 25. januar i en leaset BMW kørte 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København.

Her er hastighedsgrænsen 50 kilometer i timen.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har nedlagt påstand om udvisning af Huescas.

FCK-stjernen risikerer ligeledes 20 dages ubetinget fængsel, ligesom anklagemyndigheden har nedlagt påstand om et indrejseforbud på mindst fire år.

Mister stort set alt

Selve retsmødet fandt sted 28. april, hvor en berørt Rodrigo Huescas tog plads på anklagebænken i Københavns Byret, hvor SE og HØR også var til stede.

- Jeg fortryder rigtig meget. Jeg ved, det ikke var godt. I dag har jeg lært af det, og jeg forstår, at det var min fejl, forklarede den mexicanske landsholdsspiller blandt andet fra vidneskranken om den tidligere morgen 25. januar.

Rodrigo Huescas blev hentet til FC København fra mexicanske Cruz Azul.
Rodrigo Huescas blev hentet til FC København fra mexicanske Cruz Azul.
 Foto: Tobias Jørgensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Det kom frem under retsmødet, at Huescas har forklaret over for Københavns Politi, at han stort set mister alt, hvis han ender med at blive udvist af Danmark.

Huescas er sponsoreret af Adidas, og han frygter, at aftalen slutter, hvis anklagemyndigheden får medhold i påstanden om udvisning.

Derudover har han forklaret over for politiet, at han frygter, at FC København vil rive hans kontrakt i stykker, ligesom fodboldspilleren er bange for at miste sin plads på det mexicanske landshold.

- Han er meget ked af det

En udtalelse fra Huescas' agent blev også læst op i retten, hvori det også fremgik, at FCK-stjernen frygter for sin fodboldkarriere og sponsorat, hvis han mod vilje skal forlade Danmark.

Udtalelsen fortalte også, at Huescas i øjeblikket ikke har det godt grundet sagen.

- Han er meget ked af det. Han lider under de mange medieangreb i både Danmark og Mexico, lød det fra agenten.

Huescas' forsvarsadvokat fortalte i retten, at sagen har trukket massevis af overskrifter.

Både i Danmark, men også i Mexico, hvor fodboldspilleren har statsborgerskab.

Om Rodrigo Huescas ender med at blive udvist, bliver vi klogere på klokken 13, når dommen falder.

SE og HØR følger sagen.

Du kan læse meget mere om Huescas' færdselssag nedenunder.

Sponsoreret indhold