Dine pengeI går (opd. I går)

Microsoft følger trop og øger prisen på Xbox'en

Ligesom Sony har valgt at kræve mere for sin Playstation, øger nu også Microsoft pris på konsol og spil
Spillekonsollen Xbox står til at blive dyrere.
Spillekonsollen Xbox står til at blive dyrere.
 Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Det bliver dyrere at være gamer fremover. I hvert fald er der udsigt til en betragtelig prisstigning på både spil og de mest populære spilkonsoller.

Microsoft, der står bag Xbox-konsollen har varslet prisstigninger på op mod 20 procent på sine konsoller.

Samtidig vil priserne på spil, der er produceret af Microsofts egne udviklere, også få et nøk opad. Prisstigningerne gælder ikke kun i USA, men i hele verden.

I Europa kommer den anbefalede pris på den billigste Xbox med modelnavnet S 512 fremover til at stige med 50 euro til 350 euro (cirka 2600 kroner).

Den såkaldte Xbox series X vil fremover blive 50 euro dyrere og koste 599 euro (cirka 4500 kroner).

Meldingen kommer kort tid efter, efter at konkurrenten Sony også har meddelt, at man vil hæve priserne.

- Vi forstår, at ændringerne kan give udfordringer, og de er lavet med forsigtig tanke ud fra de nuværende markedsforhold og de stigende udgifter til udvikling, hedder det i en pressemeddelelse fra Microsoft.

Det fremgår ikke, i hvor høj grad den lurende toldkrig mellem USA og blandt andet Kina har påvirket prisstigningerne.

Xbox-konsoller produceres for en stor dels vedkommende i Kina og importeres til USA.

Præsident Trump har indført en importtold på 145 procent på varer, der produceres i Kina og sendes til USA.

Prisstigningerne gælder med omgående virkning.

Sponsoreret indhold