Sport8 timer siden

Nyt om Joakim Mæhle-slagsmål: - De taler sammen igen

Algerisk Wolfsburg-angriber kan få en intern karantænedag efter batalje med Joakim Mæhle til træning
Joakim Mæhle var oppe at toppes med en holdkammerat tidligere på ugen.
Joakim Mæhle var oppe at toppes med en holdkammerat tidligere på ugen.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle har været indblandet i en fysisk batalje med holdkammeraten Mohammed Amoura til træning i Bundesliga-klubben Wolfsburg.

Det bekræfter klubbens cheftræner, Ralph Hasenhüttl, torsdag, efter at det store tyske fodboldmedie Kicker har beskrevet, hvordan de to spillere havnede i en infight ved tirsdagens træning.

De to spillere er blevet forsonet, siger cheftræneren på et pressemøde.

- Det er rigtigt, at der har været en hændelse, og det sker i ny og næ i fodbold, siger Hasenhüttl ifølge Kicker.

Cheftræneren vil ikke navngive, hvem der gik over stregen, men ifølge Kicker levner trænerens udlægning ingen tvivl om, at det var den algeriske angriber, der eskalerede situationen.

Flere holdkammerater måtte træde til for at skille kamphanerne ad, skriver fodboldmediet.

Amoura var fraværende ved onsdagens træning, fordi uoverensstemmelserne mellem ham og Mæhle ikke var løst. Det blev de torsdag.

- De taler sammen igen. Alt er afklaret, og de krammede hinanden foran holdet i dag (torsdag, red.), tilføjer fodboldtræneren.

Lørdag møder Wolfsburg storklubben Borussia Dortmund på udebane. Optrinnet kan få konsekvenser for Amoura, fordi interne regler er blevet brudt.

- Der er nogle regler, som skal følges. Hvis nogen overskrider grænserne, er der konsekvenser. Det har vi besluttet sammen i klubben. I vil snart se, hvad konsekvensen bliver.

- Jeg udtager truppen fredag klokken 12.30, og så må vi se, om han (Amoura, red.) er i truppen og spiller i weekenden, siger Wolfsburg-træneren.

Folkevognsklubben har foruden Mæhle også Jonas Wind, Andreas Skov Olsen og lejespilleren Mads Roerslev som danske islæt i spillertruppen. Peter Christiansen er ledende sportsdirektør i klubben.

Sponsoreret indhold