Krimi10 timer siden

Vanvittig sag: Sådan blev 15-årig pige bortført midt om natten

To unge mænd er tiltalt for at kidnappe en teenagepige, som den ene havde haft en relation til. Pigen blev holdt fanget i over 18 timer. Fredag indledes sagen

- Hvis du skriger, så dør du.

En septembernat sidste år blev en teenagepige i Vordingborg vækket på sit værelse af to maskerede mænd.

Den ene holdt hende for munden, mens han truede hende. Samtidig holdt han en kniv for hendes hals.

Sådan lyder første del af tiltalen mod to mænd på henholdsvis 19 og 20 år, som er anklaget for frihedsberøvelse, vold og trusler.

Fredag skal de for Retten i Nykøbing Falster.

Pigen, der var 15 år, blev holdt fanget i mere end 18 timer, før hun blev befriet af politiet.

Ifølge Ekstra Bladet havde hun forinden haft en relation til den ældste af de tiltalte. Det var ham, som ifølge tiltalen holdt kniven for hendes hals og truede hende.

Bortførelsen skete cirka klokken fire om natten. Mændene bandt pigens hænder og fødder med plaststrips og løftede hende ud af vinduet og hen til en bil, hvor hun blev lagt i bagagerummet, står der i anklageskriftet.

Det er de anklager for

Begge tiltalte:

* Langvarig frihedsberøvelse, vold, trusler, vidnetrusler og hærværk ved at bortføre pigen og køre hende til lejligheden på Fyn.

Kun den 20-årige:

* Ulovlig tvang og grov vold ved at have klippet håret af pigen og tvunget hende til at sluge en halv pille, der var sløvende.

* Blufærdighedskrænkelse ved at få pigen til at kysse sig.

* Brud på lægemiddellov ved at have haft otte Quetiapiner-piller uden at have recept. Medicinen er et middel mod psykoser og virker beroligende.

* Brud på knivloven ved besiddelse af to knive.

Kilde: Anklageskriftet

De kørte til Fyn, og undervejs blev pigens telefon smidt væk.

I en lejlighed i Ringe blev hun placeret på en stol, hvor hun fik taget stripsene af, lyder det.

Her blev hun angiveligt truet igen. Hvis hun meldte dem til politiet, ville de sørge for, at hendes lillebror blev slået ihjel, sagde den 20-årige ifølge tiltalen.

Herefter forlod den 19-årige lejligheden, rengjorde bilen og kørte fra stedet.

Ifølge anklageskriftet klippede den ældste derefter pigens hår af med en trimmer. Det skulle gøre, at hendes nye kæreste ikke ville acceptere hende.

Senere fik han også pigen til at kysse ham, da han blev ved med at spørge, og hun var bange for, hvad der ville ske, hvis hun ikke gjorde, lyder det.

På et tidspunkt fik han ifølge tiltalen også pigen til at sluge en halv pille, da han flere gange bankede en kniv hårdt i bordet. Pillen gjorde pigen sløv, og hun faldt i søvn.

Tilfangetagelsen sluttede først, da politiet klokken 22.30 befriede pigen fra lejligheden.

De to tiltalte sidder varetægtsfængslet i sagen. De risikerer både fængselsstraf og udvisning.

Den 20-åriges forsvarer vil ikke udtale sig før retssagen, mens den 19-åriges advokat fortæller, at han nægter sig skyldig.

Dommen ventes 9. maj.

Sponsoreret indhold