Krimi8 timer siden

Bilist bragede ind i gæsterne på Jonas' kaffebar: "Vi er meget påvirkede"

Ejeren af Original Coffee er chokeret, efter en 75-årig bilist onsdag påkørte en menneskemængde, der sad foran caféen ved Sortedams Dossering i København

Ulykke ved Dronning Louises Bro

Flere gæster på kaffebaren Original Coffee blev ramt af en 75-årig bilist onsdag eftermiddag, da han påkørte en menneskemængde foran kaffebaren i København.

Ejeren af Original Coffee, Jonas Skovsted-Overgaard er stadig i chok dagen efter, hvor den bilisten pludseligt mistede herredømmet over sin bil og påkørte gæsterne på fortovscaféen.

Ejeren fortæller, at både han og de ansatte i kaffebaren er berørte dagen derpå.

- Vi er selvfølgelig meget påvirkede af det, lyder det fra Jonas Skovsted-Overgaard til SE og HØR.

12 personer er kommet til skade under påkørslen og mindst én person er i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi.

Jonas Skovsted-Overgaard fortæller dog, at selvom hans ansatte er i chokerede, har de det under omstændighederne godt.

Naboen til Original Coffee er isbutikken Isoteket, som også ligger ved Sortedams Dossering, hvor påkørslen skete.

Her oplyser ejeren, Jeppe Villadsen at han ræsede hen til butikken lige så snart, at han fik besked om den alvorlige ulykke onsdag eftermiddag.

- Der er ofte lang kø ude foran vores butik, og jeg så for mig, hvordan bilen var mejet direkte ind i køen, siger Jeppe Villadsen til SE og HØR.

Ejeren af isbutikken fortæller, at også hans ansatte var påvirkede af hændelsen.

- De var noget groggy, da jeg kom derhen i går. Vi havde en ansat, som havde sin første vagt, og det har været en spøjs vagt for hende, siger han.

Flere af de ansatte har afgivet vidneforklaringer til politiet, oplyser Jeppe Villadsen.

Isbutikken holdt lukket hele dagen onsdag efter ulykken, og ejeren ved endnu ikke, hvornår han igen kan åbne sin forretning.

Han tror dog ikke, at det kan få kunderne til at blive væk, fordi de er skræmte.

- Det kan godt være, der bliver nogle dage, hvor folk holder sig væk i respekt for, hvad der er sket, men jeg håber og tror da ikke, at kunderne stopper med at komme, siger Jeppe Villadsen.

Der er intet, der tyder på, at ulykken på Sortedams Dossering onsdag eftermiddag skete som følge af en overlagt handling. Det skriver Københavns Politi på X.

Ifølge politiet er der formentlig opstået forvirring hos den 75-årige mandlige fører af bilen. Han skal have taget fejl af speeder og bremse inden ulykken.

Den 75-årige mand er sigtet for ikke at være i stand til at føre et køretøj på fuldt betryggende måde samt for uagtsom legemsbeskadigelse.

En af de 12 tilskadekomne er ifølge politiet chaufføren af bilen. Politiet oplyser videre, at man har afhørt manden torsdag.

I øjeblikket er man ved at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at fremstille den 75-årige mand i grundlovsforhør.

Det var en rød elbil, som kørte ind i gæsterne.

Sponsoreret indhold