Mai Manniche indrømmer: Løj om ny kæreste

Det er dårligt en uge siden, at Mai Manniche glædeligt kunne fortælle, hvordan hun havde mødt en ny mand.
Ifølge den 41-årige smykkeforhandler var det intet andet end en mystisk amerikaner, der havde tyvstjålet hendes hjerte og sat det i brand.
Nu viser det sig dog, at manden slet ikke findes.
Mai Manniche fandt simpelthen bare på historien, fordi hun angiveligt forsøgte at gøre en anden mand jaloux.
Det indrømmer hun selv i et opslag på Instagram.
- Jeg skrev det i et forsøg på at få opmærksomhed fra en mand, der ghostede mig, skriver smykkehandleren og fortsætter:
- En mand, der selv havde kontaktet mig - og på kort tid var vi blevet meget tætte. For første gang efter min ex troede jeg på kærligheden. Men ud af det blå ghostede han mig.
Hun påstår videre, at hendes løgne om at have mødt en ny amerikansk mand virkede.
Manden, der ghostede hende, dukkede nemlig angiveligt pludselig op igen og ville have hende tilbage, men der kunne han altså godt tro om igen.
I hvert fald hvis Mai Manniche i denne omgang taler sandt. Ifølge hende sagde hun nemlig nej tak til en genforening.
- Jeg er ikke længere interesseret. En mand der ghoster - og tydeligvis kun vil jagten, det er ikke noget for mig. Men øv, det gør ondt, slutter hun opslaget, som kan læses herunder.