Reality9 timer siden

Jesper Koch er ikke færdig trods stop: Har stadig drømme og ideer

For nu skal der bruges tid med familien, men Jesper Koch har allerede fremtidsplanerne på plads
Pressemøde før den nye sæson af Masterchef, interview med dommerne Jesper Koch
Jesper Koch er ikke klar til at fortælle, hvad fremtiden skal bringe, men han er ikke færdig som iværksætter, fortæller han til SE og HØR.
 Foto: Jesper Sunesen

Det kan virke skørt at forlade Danmarks bedste luksushotel, når man selv har været med til at banke det på benene.

Men det er netop, hvad kok og iværksætter Jesper Koch har valgt at gøre.

Efter seks et halvt år som driftsdirektør på Alsik Hotel & Spa i Sønderjylland skal der ske noget nyt. Hvad det er, er dog endnu ikke noget, offentligheden må få at vide.

Det fortæller TV3-profilen til SE og HØR.

– Her i Sønderborg er det blevet et helt samtaleemne. Jeg kan knap nok gå til slagteren, uden jeg får spørgsmålet, siger Jesper Koch.

Tid med familien

Jesper Koch er igen aktuel i en ny sæson af "Koch'en på toppen", hvor man følger hans stræben efter det perfekte hos Alsik.

I sæsonens første program ser man, hvordan luksushotellet i Sønderjylland for andet år i streg vinder prisen som Danmarks bedste luksushotel.

For nogle kom det derfor nok som et chok, at Jesper Koch i begyndelsen af april meldte ud, han snart var fortid på Alsik. Men for Jesper Koch selv var beslutningen helt naturlig.

- Der er noget over at banke noget op og se det vokse, men omvendt kommer der også et tidspunkt i en mands liv, hvor man tænker, at man skal trække stikket lidt.

- Nu skal jeg tilbringe noget tid med mine tre voksne børn og min skønne hustru, fortæller han.

Alsik Hotel bliver ikke det sidste projekt fra iværksætteren, der også er kendt som dommer i "Masterchef".

For Jesper Koch har fortsat troen på, at der kan skabes mere – og ambitioner, der sigter højt.

– Jeg kan godt lide at være med til at flytte noget og gøre en forskel. Jeg er 50 år og har stadig drømme og idéer, siger Jesper Koch.

Den nye sæson af "Koch'en på toppen" kan ses på Viaplay.

Sponsoreret indhold