Manden til den populære nigerianske gospelsanger Osinachi Nwachukwu er blevet sat i forbindelse med hendes død. Nu dømmes han til at blive hængt for mordet.
Den 42-årige sanger blev i første omgang vurderet til at være død af halskræft, før hendes familie stod frem og fortalte om vold i hjemmet.
De anklagede hendes mand, Peter Nwachukwu, for at have udøvet vold mod den berømte sangerinde, hvilket i sidste ende førte til hendes død. En dommer fandt ægtemanden skyldig i 23 anklager, herunder manddrab, og idømte ham den maksimale straf for forbrydelsen.
Det er uklart, om Peter Nwachukwu, som nægter sig skyldig, rent faktisk vil blive henrettet, da myndighederne sjældent eksekverer dødsdomme. Han har ret til at anke dommen.
Sagen har tiltrukket stor opmærksomhed i Nigeria på grund af sangerindens kendisstatus, og fordi der er store problemer i landet med vold mod kvinder i hjemmet.
Den afdøde sangerinde medvirkede på den populære gospelsang Ekwueme fra 2017, som har mere end 136 millioner visninger på YouTube.
Peter Nwachukwu, som blev anholdt i 2022, blev også tiltalt for følelsesmæssig, verbal og psykisk vold, grusomhed mod børn samt kriminel trussel mod dem.
Det afventes nu, om han vil anke dommen.