Krimi30. april 2025

Dansk fængsel i Kosovo: Nu er chefen fundet

Dansk fængsel i Kosovo forventes klar i april 2027. Den kommende chef for fængslet har erfaring fra Balkan

LÆS OGSÅ: Voldssag mod tidligere Superliga-spiller udskudt: Kan ikke møde op i retten

Kriminalforsorgen har ansat den person, der skal stå i spidsen for et fængsel i Kosovo, hvor Danmark vil leje fængselspladser til udvisningsdømte.

Det bliver Mads Beyer, der får titlen governor. Han bliver den øverst ansvarlige for driften af fængslet, oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Mads Beyer kommer med erfaring fra Udenrigsministeriet og Forsvaret.

Her har han blandt andet opbygget et stort kendskab til Balkan - herunder Kosovo - i rollen som teamleder for EU's udvidelse og som stabsofficer i Kosovo.

Det er i Gjilan Fængslet, at Danmark vil leje 300 fængselspladser til udlændinge fra tredjelande, som er idømt udvisning i Danmark.

Fængslet er flere gange blevet forsinket. Det forventes, at det kan tages i brug i april 2027.

Planerne om fængslet har været længe undervejs.

I første omgang lød det, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023.

Ifølge Kriminalforsorgen er der med fængslet tale om en "betydelig implementeringsopgave", som fortsat er i gang.

- Det er en stor og kompleks opgave at etablere og drive et fængsel efter danske standarder og regler i et andet land.

- Jeg er derfor utroligt glad for, at vi nu kan tilføre yderligere ledelseskraft og international erfaring, siger direktør for Kriminalforsorgen Ina Eliasen i pressemeddelelsen.

Fængslet i Kosovo skal drives efter danske standarder, selv om det ligger uden for landets grænser.

Det betyder, at afsoningen, sikkerheden og det danske personales vilkår i fængslet skal ske efter danske regler og standarder. Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder det endnu en milepæl, at chefen for fængslet nu er fundet.

- Det er et vigtigt og banebrydende projekt, og med underskrivelsen af samarbejdsaftalen med Kosovo tidligere i år, ansættelsen af en governor og det fortsat gode samarbejde mellem Danmark og Kosovo tages der hele tiden skridt frem mod, at projektet kommer i mål, lyder det.

Bag den danske aftale om at leje fængselspladser i Kosovo står regeringen samt De Konservative, SF og Dansk Folkeparti. Den aftale blev indgået i december 2021.

Sponsoreret indhold