Sigtet for seriemord i Roskilde: Bliver frivilligt bag tremmer

Han blev i første omgang fængslet i fire uger ved grundlovsforhøret til og med torsdag i denne uge. Derfor var der også planlagt en fristforlængelse ved Retten i Roskilde, hvor en dommer skulle beslutte, om den formodede seriemorder skulle have forlænget sin varetægtsfængsling.
Men nu er den 61-årige sigtede for trippeldrabet frivilligt gået med til at blive bag tremmer. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til SE og HØR.
Dermed bliver der alligevel ikke et retsmøde torsdag, og politiet får lov til at efterforske sagen videre, uden at den formodede gerningsmand er på fri fod.
Ifølge politiet begik den sigtede 61-årige tre drab i sit nærområde i Roskilde i februar og marts i år. Under grundlovsforhøret i marts kom det frem, at han er sigtet for at have dræbt personerne på ukendt vis i området tæt på, hvor han selv boede.
Først skal han mellem den 15. og 16. februar have dræbt en 58-årig mand, som boede tæt på den sigtede seriemorders egen bopæl. Manden blev fundet død på sin lejlighed.
16. marts dræbte han så en 52-årig kvinde ifølge politiet, og kun fem dage senere slog han en 59-årig kvinde ihjel, mener politiet.
SE og HØR har tidligere talt med naboer til den sigtede seriemorder fra Roskilde. Naboerne fortæller, hvordan de blev truet af den 61-årige med, at han ville slå dem ihjel med en lægtehammer i dagene, hvor han angiveligt myrdede løs den sjællandske by.
- Jeg bad ham pænt om at samle nogle flasker op, men så gik han amok. Jeg slagter dig, sagde en nabo til SE og HØR om den dag i marts, hvor han blev truet på livet af manden, som pludseligt stod udenfor hans dør.
Ved grundlovsforhøret da manden blev varetægtsfængslet skete det med begrundelsen, at der var risiko for, at han begik ny kriminalitet, og at han ville påvirke efterforskningen på fri fod.
SE og HØR var til stede ved grundlovsforhøret, hvor den 61-årige mand var klædt i mørkt tøj og fremstod meget uligevægtig. Han grinede i retten og lavede jokes med retsformanden, om at han ville forlade retssalen undervejs.
Flere naboer fortæller til SE og HØR, at der er tale om en ekstremt utilregnelig person, som det ene øjeblik var venlig, men det næste var voldelig og truede beboerne på livet.
Den sigtede har en forhistorie i retssystemet, hvor anklagemyndigheden tidligere krævede ham idømt forvaring.
I 2022 havde manden bevæbnet sig med en økse, som han brugte til at true flere personer, og han begik også hærværk rundt omkring i Roskilde.
I den efterfølgende straffesag i marts 2023 ønskede anklagemyndigheden, at han blev dømt til forvaring på grund af sin farlighed. Det skete ikke.