Krimi18. marts 2025 (opd. 18. marts 2025)

49-årig mand sigtes for grov vold med døden til følge

En mand fremstilles tirsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, efter at en kvinde blev fundet død
Politibil ved politigården i Albertslund fredag d. 29. november 2024.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
49-årig mand sigtes for grov vold med døden til følge, efter at en kvinde er blevet fundet død.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En 49-årig mand er sigtet for grov vold med døden til følge, efter at en kvinde blev fundet død mandag i en lejlighed i Esbjerg.

Manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg tirsdag klokken 07.45.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

Under grundlovsforhøret vil der blive anmodet om lukkede døre.

Det skyldes hensynet til efterforskningen, skriver politiet på X.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Der er tale om en mand, som politiet anholdt mandag.

- Vi har tidligere i dag anholdt en person, som har været på stedet, hvor kvinden blev fundet død. Personen er anholdt og sigtet, imens vi undersøger de forskellige forhold, sagde vicepolitiinspektør Karsten Hulmose i en pressemeddelelse mandag.

Tidligt mandag morgen undersøgte Syd- og Sønderjyllands Politi et mistænkeligt dødsfald i Esbjerg, efter at det modtog en anmeldelse tidligt mandag morgen.

Kvinden blev fundet i en lejlighed på Skrænten i Esbjerg.

Forholdene omkring dødsfaldet gjorde, at politiet iværksatte en undersøgelse for at afklare de nærmere omstændigheder.

I den forbindelse var Nationalt Kriminalteknisk Center samt Retsmedicinsk Institut blevet indkaldt.

Sponsoreret indhold