Krimi10. marts 2025

Dansk bokser dømt: Solgte kokain kort inden boksebrag - og flygtede fra bagsædet af en politibil

Den tidligere danske bokser er blevet idømt en fængselsstraf - han solgte blandt andet 94,25 gram kokain til flere personer og tog flugten fra bagsædet af en civil politibil
Den danske bokser solgte 94,25 gram kokain til flere personer, kom det frem i retten.
Den danske bokser solgte 94,25 gram kokain til flere personer, kom det frem i retten.
 Foto: Christian Charisius/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Tidligere professionel bokser tiltalt: Solgte kokain kort inden boksebrag

Så faldt hammeren.

En 36-årig tidligere professionel dansk bokser er blevet straffet med betinget fængsel i 10 måneder i en sag om kokain, kokainsalg samt flugt fra politiet.

Bokseren fik sin straf i slutningen af februar ved Retten i Aarhus, men det er først nu, at SE og HØR har fået indsigt i sagens dombog.

Og heri fremgår det, at den 36-årige blev kendt skyldig i stort set hele sagens anklageskrift - på nær to ud af seks forhold, som handlede om, at han havde kørt frem mod et rødt lyssignal og brugt sin telefon under kørslen.

Kokainsalg under bokserkarrieren

SE og HØR beskrev sagen tilbage i december, hvor det var meningen , at sagen skulle for retten.

Den blev dog udsat, eftersom retten ifølge SE og HØRs oplysninger havde glemt at indkalde bokserens forsvarsadvokat.

I alt var den tidligere professionelle bokser tiltalt under seks forhold, som stammede helt tilbage fra 2018 og 2019.

Sagens første forhold var fra 28. december 2018, og manden var på daværende tidspunkt professionel bokser, og bare måneden efter skulle han i ringen i en stor boksekamp.

Men om natten 28. december blev bokseren stoppet i en personbil af ordensmagten, som fandt bokseren med 14 gram kokain fordelt i 28 salgsposer med henblik på overdragelse.

Bokseren er blevet idømt 10 måneders betinget fængsel ved Retten i Aarhus.
Bokseren er blevet idømt 10 måneders betinget fængsel ved Retten i Aarhus.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Og bare tre måneder senere, altså 28. marts 2019, var den gal igen, da Østjyllands Politi fandt bokseren - blandt andet på en adresse - være i besiddelse af 9,41 gram kokain fordelt i 19 salgsposer med henblik på videreoverdragelse.

Det kom frem i retten, at bokseren alt i alt havde solgt 94,25 gram kokain til flere personer.

Flygtede fra bagsædet af en politibil

Da bokseren blev anholdt 28. marts 2019 i forbindelse med besiddelse og videreoverdragelse af kokain, flygtede han fra bagsædet af en politibil.

Han blev efterfølgende anholdt af politiet igen.

Bokseren erkendte i retten, at han flygtede og efterfølgende blev fanget igen.

To betjente vidnede i retten og forklarede, at de havde placeret bokseren på bagsædet i en civil politibil og gjort ham bekendt med sigtelsen, samt at de var fra politiet.

Narkoregnskab på telefonen

Det kom også frem under retsmødet i februar ved Retten i Aarhus, at der blev fundet et regnskab på bokserens telefon.

Ifølge to betjente, som vidnede i retten, var der tale om et narkoregnskab.

Ligeledes kom det frem i retten, at der under ransagning af bokserens bopæl blev fundet en vægt med rester fra kokain, ligesom der blev fundet tomme pølsemandsposer samt ni salgsposer med kokain.

SE og HØR har i forbindelse med retssagen været i kontakt med den pågældende bokser, som ikke har ønsket at udtale sig.

SE og HØR har været i kontakt med bokserens advokat, som oplyser, at han har modtaget dommen.

Sponsoreret indhold