Opsigtsvækkende forklaring af Bandidos-medlem: Mette F. besøgte klubhus

LÆS OGSÅ: Robert Hansen var med til af fælde sig selv i voldssag: Hånede offer
Rockerklubben Bandidos har på et tidspunkt haft besøg af statsminister Mette Frederiksen (S) i deres klubhus i Ballerup.
Det sagde et vidne i forbudssagen mod Bandidos, der behandles i Retten i Helsingør.
Vidnet var medlem af Bandidos, inden klubben blev underlagt et foreløbigt forbud i maj sidste år.
I retten forklarede han, at der tit var åbent hus i klubben, og at der derudover ofte kom folk udefra.
Og en dag var det altså Mette Frederiksen, der var forbi med nogle veninder.
Han fortalte ikke, hvornår landets nuværende statsminister havde været forbi under retsmødet, men da Ekstra Bladet spurgte ham, efter at han havde afgivet forklaring, sagde han, at det var 10-15 år siden.
Han sagde også til avisen, at han ikke ved, om Mette Frederiksen var i politik dengang. Hun blev valgt til Folketinget i 2001.
Fra 2014-2015 var Mette Frederiksen justitsminister, og fra 2011-2014 var hun beskæftigelsesminister.
Vidnet forklarede ikke meget om besøget - ej heller om Mette Frederiksen var der i en officiel sammenhæng.
Det har torsdag eftermiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Statsministeriet til vidnets udsagn.
Manden udtaler sig under strafansvar i retten. Det betyder, at han skal tale sandt, og at han kan straffes, hvis han taler usandt.
Under forbudssagen forsøger anklagemyndigheden at bevise, at Bandidos er en forening med et ulovligt formål, der derved kan opløses ved lov.
Torsdag var sat af til vidner, der var indkaldt af Bandidos forsvar. Det er advokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterer klubben i retten.
I alt fire mænd, der havde tilknytning til Bandidos, da klubben blev gjort forbudt, afgav forklaring torsdag i retten.
De var alle enige om, at man skulle have rådighed over en motorcykel for at være en del af Bandidos, og at det var noget, der blev håndhævet i de enkelte afdelinger.
De svarede også alle klart nej, da de blev spurgt, om de nogensinde var blevet bedt om eller havde bedt andre om at begå kriminalitet for klubben.
Der er afsat flere end 30 retsdage til forbudssagen mod Bandidos. Der ventes dom i sagen på den anden side af sommeren.