Sport6. marts 2025 (opd. 6. marts 2025)

Clara Tauson undgår tidligere verdensetter i Indian Wells

Naomi Osaka tabte i første runde til colombianeren Camila Osorio, der nu møder Clara Tauson
Clara Tauson.
Clara Tauson.
 Foto: Rula Rouhana/Reuters/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Clara Tauson slipper for at møde den firedobbelte grand slam-vinder og tidligere verdensetter Naomi Osaka i sin første kamp i Indian Wells.

Japaneren, der er dumpet ned som nummer 56 i verden, tabte i første runde til Camila Osorio fra Colombia, som nu får Tauson som næste forhindring i den store turnering i Californien.

Mellem 2018 og 2021 vandt Osaka to gange Australian Open og to gange US Open, men har de senere år haft perioder væk fra sporten af mentale årsager, og fordi hun har været gravid.

Niveaumæssigt er hun et stykke fra den Osaka, som i 2019 var nummer et på verdensranglisten. Hun tabte i to sæt til Osorio, der rangerer som nummer 53 i verden.

Tauson var oversidder i første runde. Det samme var Holger Rune, der kan forberede sig på fransk modstand, når han tager hul på turneringen.

Her skal han op imod verdensranglistens nummer 79, Corentin Moutet, der i første runde besejrede australieren Jordan Thompson.

Rune er 12.-seedet i turneringen. Løser han sin første opgave, kan han meget vel løbe ind i endnu en franskmand.

Vinderen af opgøret mellem Rune og Moutet skal nemlig møde Ugo Humbert, der er nummer 19 i verden, eller japaneren Kei Nishikori.

Indian Wells spilles på hardcourtunderlag i USA og er en af forårets store turneringer. Den rangerer lige under de fire grand slam-turneringer, Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open.

De to danskere skal formentlig i aktion fredag aften eller natten til lørdag.

Tauson "tyvstarter" dog allerede torsdag aften, hvor hun spiller double med sin kasakhiske makker Yulia Putinseva.

Sponsoreret indhold