Krimi3. marts 2025 (opd. 3. marts 2025)

Bil påkører menneskemængde i Mannheim

En bil har mandag eftermiddag påkørt en menneskemængde i tyske Mannheim, hvor en person frygtes død
Emergency services and police stand at Paradeplatz in Mannheim, Germany, after a serious incident, Monday March 3, 2025. (Dieter Leder/dpa via AP)
En bil har angiveligt påkørt en større menneskemængde i det centrale Mannheim - en person frygtes død.
 Foto: Dieter Leder/AP/Ritzau Scanpix

En bil er mandag kørt ind i en menneskemængde i den sydtyske by Mannheim.

Det bekræfter en talsperson fra tysk politi.

To personer er døde, og 11 personer er kommet til skade. Ofrene er en 54-årig mand og en 83-årig kvinde.

Politiet har anholdt føreren af bilen. Der er tale om en 40-årig tysk mand.

Gerningsmand ser ud til at være "psykisk ustabil", siger politiet på et pressemøde mandag aften. Og at det var en "målrettet påkørsel".

Gerningsmanden skød efter påkørslen sig selv i munden med en pistol, lyder det fra politiet. Han er i stabil tilstand efter behandling.

Umiddelbart tyder det ikke på, at påkørslen var politisk motiveret, lyder det i meddelelsen fra politiet, som heller ikke formoder at der var nogen medgerningsmænd.

Tidligere mandag bekræftede politiet i Mannheim, at der var en politiaktion i gang i centrum af byen.

Borgere blev samtidig opfordret til at undgå området og i stedet tage en omvej.

Mannheim har godt 300.000 indbyggere og er dermed den tredjestørste by i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland.

Ifølge mediet Mannheimer Morgen udsendte myndighederne i delstaten en advarsel om en "livsfarlig situation" via en advarselsapp.

Mandag ved middagstid var bymidten fuldstændig afspærret, og der var tungt bevæbnet politi til stede.

Mediet Mannheim24 skrev på baggrund af øjenvidneberetninger, at det var en sort SUV, som kørte fra pladsen Paradeplatz i retning mod byens vandtårn.

Der er lidt over 500 meter fra Paradeplatz til vandtårnet i Mannheim. På denne strækning kørte bilen ind i en menneskemængde, skrev Mannheim24.

Påkørslen i Mannheim skete under karnevalssæsonen i Tyskland.

Siden torsdag havde der været karnevalsmarked i området. Markedet består af omkring 60 madboder, forlystelser og spilleboder.

Mandag eftermiddag er karnevalet i Mannheim blevet aflyst, skriver Mannheimer Morgen.

Det gælder blandt andet karnevalsmarkedet og en karnevalsparade, der skulle have fundet sted tirsdag.

De seneste måneder er der sket flere bilangreb i Tyskland.

I februar kørte en 24-årig mand bevidst ind en menneskemængde i den sydtyske by München. Her blev mindst 39 personer såret, og to døde af deres kvæstelser.

Omkring 300 personer blev såret i et andet bilangreb 20. december sidste år ved et julemarked i byen Magdeburg. Seks mennesker blev dræbt, heriblandt en niårig dreng.

Sponsoreret indhold