Streaming3. marts 2025 (opd. 3. marts 2025)

Dansk Oscar-håb taber statuette: De vandt i stedet

"Pigen med nålen" var nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film - men den gik ikke i denne omgang
Holdet bag "Pigen med nålen" havde hentet forstærkning hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Men selv det var ikke nok til at sikre sejren.
Holdet bag "Pigen med nålen" havde hentet forstærkning hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Men selv det var ikke nok til at sikre sejren.
 Foto: Katherine Flynn

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm er klar til jubel

Det brasilianske drama "I'm Still Here" vinder en Oscar for Bedste Internationale Film.

Det sker natten til mandag dansk tid, hvor oscaruddelingen finder sted i Dolby Theater i Los Angeles i USA.

Det danske oscarhåb "Pigen med nålen", der er instrueret af svenske Magnus von Horn, var også nomineret i den samme kategori, men løber altså ikke med prisen.

De andre nominerede i kategorien Bedste Internationale Film var franske "Emilia Pérez", tyske "The Seed of the Sacred Fig" og lettiske "Flow".

Det er den 97. gang, at prisuddelingen finder sted.

"I'm Still Here" er instrueret af den brasilianske instruktør Walter Salles og udspiller sig i den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Filmen handler om den brasilianske aktivist Eunice Paiva.

Hendes mand var kritiker af datidens militærdiktatur i Brasilien og blev i 1971 bortført fra sit hjem af regeringsembedsmænd.

I filmen forsøger Eunice Paiva umiddelbart efter bortførelsen at holde sammen på den iturevne familie. Samtidig kæmper hun for at finde ud af, hvad der er sket med hendes mand.

"I'm Still Here" er ved årets oscaruddeling desuden nomineret til prisen for Bedste Film, mens filmens hovedrolleindehaver, Fernanda Torres, er nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle.

I januar vandt Torres en Golden Globe for netop Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin rolle i det brasilianske drama.

Sponsoreret indhold