Krimi27. februar 2025

Advokat: Peter Madsen har værre forhold end i russiske fængsler

Selv i Rusland har livstidsfanger ret til at skrive breve frit, lyder det fra advokaten for Peter Madsen
Peter Madsen vil frifindes i sag om ulovlig brevudveksling med kvindelige beundrere.
Peter Madsen vil frifindes i sag om ulovlig brevudveksling med kvindelige beundrere.
 Foto: Ida Guldbaek/Ritzau Scanpix

Hvad angår danske livstidsfangers mulighed for at have kontakt med omverdenen, er deres forhold værre end for fanger i russiske straffelejre.

Det er budskabet torsdag i Østre Landsret, hvor den livstidsdømte drabsmand Peter Madsen forlanger at blive frifundet for en bøde - i hvert fald fra Peter Madsens advokat, Tobias Stadarfeld.

Peter Madsen er i byretten dømt for i tre tilfælde at have sendt breve til en ung kvinde, som han betragter som sin forlovede. Kvinden har han fået kontakt med, da han i sin tid sad varetægtsfængslet for drab.

I februar trådte en lovændring i kraft, så livstidsdømte i de første ti år af afsoningen kun måtte skrive og modtage breve efter særlig tilladelse.

Kun i helt særlige tilfælde kan der gives tilladelse til brevveksling med personer, som man ikke har haft kontakt til inden varetægtsfængslingen.

Ifølge advokat Stadarfeld har lovbestemmelsen fra 2022 karakter af et generelt indgreb i retten til brevveksling, og det er i strid med Menneskerettighedskonventionen, siger han.

- Retten til brevveksling er det sidste, man tager fra folk. Ikke engang russerne gør det. Og hvis der var historikere til stede, ville de sikkert kunne bekræfte, at selv indsatte i udryddelseslejre havde mulighed for brevveksling, lyder det fra Tobias Stadarfeld.

Advokaten henleder landsrettens opmærksomhed på en række domme fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som underbygger hans påstand. Domme fra russiske sager, som underbygger, at livstidsfanger i Rusland har ret til familiebesøg.

Advokaten citerer også en anden afgørelse. Den understreger, at retten til respekt for privatliv også indebærer en ret til at udvide sin bekendtskabskreds. Og kun efter en konkret og individuel vurdering, vil myndighederne kunne knægte denne ret.

Senioranklager Rikke Jensen fra Statsadvokaten i København er uenig.

- At loven skulle være bygget på inspiration fra Rusland, det må stå for forsvarerens egen regning, siger hun.

Efter hendes opfattelse skal loven ikke læses som et generelt forbud. For der er mulighed for at opnå tilladelse til kontakt.

Peter Madsen blev varetægtsfængslet i august 2017, og blev i 2018 dømt i først by- og siden landsret. Frem til februar 2022 havde han ret til brevveksling med, hvem han ville, men den blev taget fra ham.

Også hans ret til at modtage besøg og telefonopkald blev indskrænket. Det klagede han over, men spørgsmålet om brevveksling blev ikke behandlet af myndighederne.

Senioranklager Rikke Jensen gør over for landsretten gældende, at Peter Madsen burde have søgt om tilladelse til brevveksling, inden han skrev de pågældende breve.

Rikke Jensen kræver desuden byrettens bødestraf skærpet fra 5000 til 10.000 kroner. Der afsiges dom 6. marts.

Sponsoreret indhold