Politiet opgiver forsøget på at få adgang til råbånd og andet materiale fra TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".
Politiet har besluttet ikke at kære en afgørelse fra Retten i Glostrup, som 6. februar bestemte, at tv-stationen og Wingman Media ikke skulle udlevere blandt andet råbånd.
Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, fredag.
Også adgang til journalisters kommunikation med den såkaldte muldvarp Amira Smajic stod på politienhedens ønskeseddel.
NSK har sagt, at forsøget på at få fat på materialet skyldes, at det kunne "tjene som bevis i verserende efterforskninger".
Hvad der mere præcist ligger bag ønsket, har NSK ikke oplyst. Retsmødet i Glostrup om sagen foregik bag lukkede døre.
Efter sejren i byretten udtalte chefredaktør Michael Nørgaard fra TV 2, at afgørelsen var af stor betydning.
- Når politiet ønsker adgang til journalisters notesblokke og råbånd, så er vi inde i et meget principielt spørgsmål, sagde han blandt andet.