Krimi20. februar 2025

Politiet har ledt efter 69-årig mand siden tirsdag: Nu indstiller de eftersøgningen

Politiet er bekymret for, at manden sammen med sin hund kan være gået gennem isen på en nærliggende sø

OPDATERING: Fyns Politi oplyser, at manden er blevet fundet død

Siden tirsdag har Fyns Politi ledt efter en 69-årig mand, som er forsvundet.

Men politikredsen valgte torsdag klokken 13.30 at indstille eftersøgningen, eftersom der er blevet søgt i "alle relevante områder".

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Fyns Politi oplyser, at de har ledt efter manden med hundepatruljer, droner og med helikopter.

Derudover har 100 frivillige personer hjulpet til i forbindelse med eftersøgningen.

Fyns Politi er dog bekymret for, at den 69-årige sammen med sin hund kan være gået gennem isen på en nærliggende sø.

I skrivende stund er den pågældende sø dækket af et tykt lag is, og derfor vil eftersøgningen blive genoptaget, når isen er smeltet, eller hvis der kommer yderligere oplysninger om den forsvundne mand, lyder det fra politiet.

De pårørende til manden er underrettet om resultatet af dagens eftersøgning og de videre planer.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114, hvis man har oplysninger i sagen.

Sponsoreret indhold