Kæmpe lavine rammer dansker-skisportssted: En person død

En britisk mand er afgået ved døden, efter en kæmpe lavine har ramt et off-pist område i Chamonix-dalen i de franske alper.
Det skriver det britiske medie The Sun.
Tragedien skete tirsdag eftermiddag ved Grand Montets, Argentiere, da den 55-årige britiske skiløber blev fanget i lavinen.
Skiområdet ligger for foden af Mt. Blanc i de franske alper, og er et af de mest populære blandt skiglade turister fra Europa - herunder også mange danskeres yndede skisportssted.
Offeret blev fundet klokken 16:35 tirsdag af en skipatrulje, oplyser fransk politi.
Han blev fundet, mens skipatruljen var igang med at lukke pisterne for dagen. Her kunne de se, at en lavine havde ramt tidligere på dagen, og at den strakte sig nedad bjerget.
Den afdødes albue stak ud af de store mængder sne, og derfor var det muligt for patruljen at finde frem til ham, skriver The Sun. Resten af hans krop var blevet begravet i sne.
Hurtigt blev sundhedsmyndighederne alameret, og der blev tilkaldt læger, som ankom i en helikopter. Men lægerne kunne intet stille op, og manden blev erklæret død på stedet.
Efterfølgende gennemsøgte redningspersonalet området for at finde ud af, om der var flere ofre i lavinen.
Eftersøgningen måtte dog afblæses sent på aftenen tirsdag på grund af ugunstige vejrforhold og risikoen for endnu en lavine ville ramme. Der er i øjeblikket forøget risiko for laviner i området, lyder det.
Ifølge de franske redningsmyndigheder har undersøgelserne dog foreløbigt vist, at der kun var et offer for lavinen.
Det er endnu usikkert, hvad baggrunden var for den 400 meter brede lavine.
Stærk vind om eftermiddagen førte til, at bjergstationens højeste lift, Bochard-gondolen, blev lukket.
De lokale myndigheder opfordrer skiløbere i området til "uomgængeligt at respektere de forholdsregler, der er givet af skiresorterne og offentlige tjenester" efter lavinen.