En 32-årig dansk mand, der menes at have en ledende rolle i det kriminelle netværk kaldet Casablanca-netværket, er indkaldt som vidne i en drabssag i Østre Landsret.
Han er af flere danske medier også blevet kaldt "Grækeren".
Det er dog uvist, om han kommer til at vidne i sagen, da han i øjeblikket er varetægtsfængslet i Marokko.
Der er en proces i gang med at få ham udleveret til Danmark.
Anholdelsen af Grækeren fandt sted i juni sidste år og skete på baggrund af en arrestordre fra dansk politi.
Han er mistænkt for at have bestilt og planlagt et drab i starten af december 2021 på en 27-årig mand med tilknytning til banden NNV.
Det er også den drabssag, hvor Grækeren er indkaldt som vidne.
I juni 2023 blev en 24-årig svensk mand idømt livstid for at udføre drabet samt for drabsforsøg i Københavns Byret.
En anden mand - en 23-årig fra Danmark - blev idømt livstid for medvirken til drabet.
De ankede begge dommen, og ankesagen er mandag indledt i Østre Landsret.