Streaming14. november 2024 (opd. 14. november 2024)

Forgyldt af Inside Out og Deadpool & Wolverine

Tjener milliarder på de populære filmserier
Ryan Reynolds har besøgt Danmark flere gange, afslører han i forbindelse med premieren på "Deadpool & Wolverine".
 Video: Disney+

Indtjeningssucces med spillefilm som "Inside Out 2" og "Deadpool & Wolverine" har været med til at øge omsætningen hos mediegiganten Walt Disney.

Det fremgår ifølge Bloomberg News af årsregnskabet for 2023/24, der blev fremlagt torsdag.

Den store amerikanske mediekoncern tjente i alt 22,57 milliarder dollar (159 milliarder kroner), hvilket var en fremgang på 6,3 procent i forhold til det forgangne regnskabsår.

Driftsoverskuddet endte på 3,66 milliarder dollar (25,7 milliarder kroner).

- Fjerde kvartal afrundede et meget succesfuldt år for Disney, siger Hugh Johnston, der er finansdirektør i Disney, i regnskabet ifølge Bloomberg News.

- Vi har haft milliardindbringende film på stribe, og vi er meget spændt på "Moana 2" og "Mufasa: The Lion King". Kreativiteten klarer sig ganske godt hos Disney, siger finansdirektøren med henvisning til nogle af de kommende film.

Investorerne har taget godt imod regnskabet, hvilket betyder, at Disney-aktien umiddelbart efter præsentationen af regnskabet steg med godt fem procent.

Sponsoreret indhold