Reddede ældre mand ud af flammehav: "Hus fuldstændig nedbrændt"
En nabo i Skovparken i Værløse reagerede hurtigt, da han opdagede, at der var opstået brand i rækkehuset ved siden af tidligt fredag morgen.
I rækkehuset ved siden af bor en ældre mand, og da naboen fik øje på flammerne, skyndte han sig at få kontakt til den ældre mand og få ham i sikkerhed fra den voldsomme brand.
Det fortæller Nordsjællands Politi til SE og HØR.
- Der er sket en meget alvorlig brandskade derude. Huset er fuldstændigt nedbrændt og naboens hus har også fået brandskade, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi til SE og HØR.
Brand i Værløse
Ifølge politiet var der tale om en meget voldsom brand, som har medført stor brandskade på rækkehusene.
Der er ikke sket personskade i forbindelse med branden.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 06:50.
Brandvæsenet, politi og ambulancer var på stedet kort efter. Politiet forlod stedet igen klokken en time senere, mens slukningsarbejdet stadig pågik.
Det vides ikke, hvad brandårsagen har været.