Sport5. november 2024 (opd. 5. november 2024)

Frederik Rønnow stopper på det danske landshold

Frederik Rønnow står noteret for 10 kampe for det danske landshold. Han blev i oktober den landsholdspiller, der har siddet set flest kampe fra bænken
Frederik Rønnow during Denmarks national football team's media day in Alicante, Spain on Thursday, October 10, 2024. The team is set to face Spain and subsequently Switzerland in the Nations League. (Photo: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Frederik Rønnow nåede at blive udtaget til et hav af landskampe, men kom blot på banen i ti af dem.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kort før Brian Riemers udtagelse af sin første trup som dansk A-landstræner har en af mulighederne udelukket sig selv.

Frederik Rønnow meddeler således på Instagram, at han ikke længere står til rådighed for nationalmandskabet.

- Efter længere tids overvejelser har jeg valgt at stoppe på det danske landshold. Jeg har altid nydt at være en del af landsholdet og sat en stor ære i at repræsentere mit land, og jeg er stolt af de resultater, vi har opnået sammen.

- Jeg vil nu bruge al min energi i min klub, og se frem til at få mere tid med min familie. Tak for oplevelserne, minderne og vigtigst af alt de tætte relationer, jeg har dannet over de seneste ni år. Jeg ønsker det danske landshold alt det bedste fremover, skriver Rønnow.

Den 32-årige Union Berlin-keeper har fået ti kampe på ni år på landsholdet. Han kan prale af at være ubesejret.

Med ham mellem stængerne er det blevet til syv sejre og tre uafgjorte. Fem kampe har været testkampe, mens de resterende fem var enten kvalifikationskampe eller opgør i Nations League.

Han var med til VM i både 2018 og 2022 samt EM i 2021 og 2024, men tilbragte altså samtlige 17 kampe ved slutrunderne på bænken.

Han debuterede mod Liechtenstein i 2016 og fik sin sidste optræden tidligere i år, da han stod en testkamp mod Sverige. I langt størstedelen af sin tid på landsholdet har han siddet på bænken som gardering for førstevalget Kasper Schmeichel.

Med Rønnows stop skal Riemer finde en ny mand i forhold til seneste landsholdstrup, hvor Schmeichel, Rønnow og Mads Hermansen var den udtagne trio.

Sponsoreret indhold