Antoine Griezmann stopper på landsholdet

En af de største profiler på det franske landshold de seneste ti år takker af. Antoine Griezmann har meddelt sit landsholdsstop.
- Det er med hjertet fyldt med minder, at jeg afslutter dette kapitel af mit liv. Tak for dette vidunderlige eventyr. Vi ses snart, skriver Griezmann i et opslag på Instagram.
Den 33-årige offensivspiller står noteret for 137 kampe og 44 mål for Les Bleus, som det franske landshold kaldes.
Debuten kom i marts 2014.
Han fortsætter klubkarrieren hos Atlético Madrid, hvor han er den mest scorende i klubbens historie.
I 2016 blev Griezmann EM-topscorer med seks træffere, men måtte nøjes med EM-sølv, da Portugal vandt finalen.
To år senere var den dygtige tekniker med, da Frankrig vandt VM-guld i Rusland.
Han har spillet hele sin professionelle karriere i spansk fodbold. Fra 2009 til 2014 spillede han for Real Sociedad, inden han skiftede til Atlético Madrid.
Efter fem sæsoner i den spanske hovedstad stod FC Barcelona i 2019 klar med en kontrakt. Her blev han dog aldrig den helt store succes, og efter en udlejning tilbage til Atlético i sæsonen 2021/22 skiftede han permanent tilbage til Madrid-klubben.