Familien i stor sorg: Danske Sofie Bårup Enggård døde i Mexico

LÆS OGSÅ: Mexicanske medier: Dansk kvinde fundet død i Mexico
Flere mexicanske medier kunne onsdag skrive, at en 27-årig dansk kvinde var fundet død i vandet ud for kysten i den mexicanske by Cancun.
Nu viser det sig, at der er tale om den unge kvinde Sofie Bårup Enggård.
Hendes familie har nemlig delt et opslag på Facebook, hvor de sætter ord på det tragiske dødsfald.
- Det er i dyb sorg, at vi må meddele, at vores elskede datter og lillesøster, Sofie Bårup Enggård, desværre 9. september 2024 er omkommet ved en badeulykke i Cancun, Mexico. Hun blev hurtigt fundet, men kunne desværre ikke genoplives.
- Sofie var, som de fleste nok ved, udvekslingsstuderende i Monterrey, Mexico og var derfra sammen med nogle internationale venner taget på ferie på Yucatan-halvøen. Vi kender endnu ikke de præcise omstændigheder og ved heller ikke, hvornår vi kan have hende hjemme i Danmark.
- Midt i sorgen glæder vi os over, at Sofie nåede at have to fantastiske måneder i Mexico, og at hun var glad og i godt selskab til det allersidste. Det gør det frygtelige lidt lettere at holde ud for os. God rejse hjem, Sofie!
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Peder Enggård - far til Sofie - men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Ifølge det mexicanske medie Riviera Maya News svømmede Sofie mandag morgen sammen med en ven og blev pludselig revet med af kraftig strøm i vandet.
Og det var angiveligt sidste gang, at Sofie blev set, før andre mennesker på stranden kontaktede myndighederne om, at de så et flydende lig i vandet.
SE og HØR var tidligere onsdag i kontakt med Udenrigsministeriet, der bekræftede, at de havde kendskab til en sag fra Mexico.
- Udenrigsministeriet er bekendt med sag, der involverer dansker i Mexico, men har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere, lød det i et skriftligt svar.