Krimi26. august 2024

10-årig dreng forsvandt: Tre personer tiltalt for børnebortførsel

Tilbage i marts måned var en 10-årig dreng væk fra sine forældre i mere end et døgn – nu er tre personer tiltalt for at have bortført drengen
Politiet sendte i forbindelse med eftersøgningen en helikopter i luften for at finde den 10-årige dreng.
Politiet sendte i forbindelse med eftersøgningen en helikopter i luften for at finde den 10-årige dreng.
 Foto: Presse-fotos

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk

Syd- og Sønderjyllands Politis Anklagemyndighed har nu valgt at tiltale tre personer i en sag om bortførslen af et barn.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

1. marts blev en 10-årig dreng fra Esbjerg meldt savnet om eftermiddagen, og der blev efterfølgende igangsat en større indsats for at finde frem til drengen.

Drengen blev heldigvis fundet i god behold dagen efter – men nu har politiet valgt at tiltale tre personer i sagen.

De er tiltalt efter straffelovens § 215 samt barnets lov § 209, der omhandler at unddrage en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed.

Strafferammen er ligesom ved frihedsberøvelse op til 4 års fængsel.

Efter politiet fandt frem til den 10-årige dreng tilbage i marts kom det frem, at drengens mor og morfar var blevet anholdt i forbindelse med sagen.

Drengen forsvandt dengang til fods fra sin skole i Grimstrup i Esbjerg Kommune fredag omkring klokken 13.00.

Efterfølgende kom det frem, at drengen havde sendt en video til sin mor, hvor han fortæller, at han ikke vil tilbage til det opholdssted, hvor han boede – moren delte dengang videoen med et lokalt medie.

Politiet oplyser derudover, at de ikke har yderligere oplysninger til sagen for nuværende.

Sponsoreret indhold