Krimi22. august 2024

Skud gennem opgangsdør: Politiet er til stede

Onsdag aften blev der skudt i Nordvest, og nu er politiet til stede
Der er blevet skudt gennem en opgangsdør i Nordvest.
Der er blevet skudt gennem en opgangsdør i Nordvest.
 Foto: Presse-fotos.dk

I skrivende stund er Københavns Politi til stede ved Gemmet i Københavns Nordvestkvarter efter en skudepisode i området, hvor der blev skudt gennem en opgangsdør.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi, bekræfter ligeledes over for SE og HØR, at politikredsen er til stede i området.

- Vi er der, og vi kan bekræfte, at der er blevet skudt én gang gennem en opgangsdør, lyder det fra vagtchefen.

Jesper Frandsen fortæller videre, at Københavns Politi fik anmeldelsen klokken lidt i ni torsdag morgen, men vidner har hørt et skud onsdag aften mellem klokken 22 og 23.

- I øjeblikket prøver vi finde gerningsmanden, men vidner har set en cyklist forlade området i samme tidsrum.

- Om der er sammenfald mellem cyklisten og skuddet, kan vi i øjeblikket ikke sige med sikkerhed, lyder det videre fra vagtchefen.

Der er ingen tilskadekomne, og beboere i området behøver ikke at bekymre sig, siger Jesper Frandsen.

Ligeledes er der i skrivende stund ingen anholdt eller sigtede i sagen.

Sponsoreret indhold