Politiet melder ud efter Roskilde-dødsfald

LÆS OGSÅ: Døde under Roskilde Festival-oprydning: Var eftersøgt af politiet
11. juli ramte en tragedie Roskilde Festival under oprydningen.
Her blev en udenlandsk mand fra Polen nemlig kørt ihjel af en traktor.
Men nu melder politiet altså ud, at traktorchaufføren ikke vil blive sigtet i sagen. Det skriver Ekstra Bladet.
- Der er stadigvæk nogle erklæringer i forbindelse med obduktionen, der afventer, men sagen er blevet juridisk vurderet, og traktorchaufføren skal ikke sigtes for noget, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi således til mediet.
Det har da også hele tiden været politiets formodning, at der var tale om en ulykke.
Tilbage i juli var SE og HØR i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, som fortalte, at offeret fik givet førstehjælp efter hændelsen.
- Den tilskadekommende fik givet livsgivende førstehjælp. Men til sidst var der så en læge på stedet, som erklærede personen død, oplyste vagtchef Lasse Jensen dengang.
Var dybt berørt
TV 2 kunne desuden berette om, at den polske mand var blevet eftersøgt som en savnet person af Nordsjællands Politi, fordi hans familie ifølge Ritzau var nervøse, da de ikke kunne få kontakt med ham.
Det var dog ikke meldt ud offentligt. Den polske statsborger var uden fast bopæl.
I Midt- og Vestsjællands politis døgnrapport fra pågældende dag skriver de, at føreren af traktoren var en 64-årig mand fra Roskilde, der var dybt berørt efter ulykken, men han blev afhørt til sagen.
"Han havde ikke set manden forud for påkørslen".
Her fremgår det også, at den polske mand ved påkørslen befandt sig nær en stor bunke efterladte telte og andet affald, som var skubbet sammen under oprydningen.