Krimi13. august 2024 (opd. 5. september 2024)

Tyrkisk mand anholdt ved Sæd: Havde 1350 ulovlige puffbars i bilen

Fredag stoppede udlændingekontrollen en mand, der kørte ind i Danmark. Han havde over tusind puffbars i bilen

LÆS OGSÅ: Trods ny lov: Puff bars sælges fortsat ulovligt på Instagram og Snapchat

En 39-årig tyrkisk mand er blevet sigtet for at have smuglet omkring 1350 ulovlige puff bars ind i Danmark.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på den sociale platform X.

Den 39-årige krydsede grænseovergangen ved Sæd fredag aften i en personbil. Her blev han stoppet af udlændingekontrollen, der opdagede de over tusind puff bars i mandens bil.

Den 39-årige mand er sigtet efter den bestemmelse om puff bars, der blev indført 1. juli i år.

Han erkender forholdet.

Puff bars er en type af e-cigaretter med søde smage eller højt nikotinindhold.

Siden 1. juli har det været ulovligt at besidde et større antal puff bars, købe produktet eller føre større partier ind over den danske grænse.

Loven blev indført for at komme det ulovlige marked af puff bars til livs.

Det er tilladt at indføre puff bars til Danmark som rejsegods eller besidde produktet i Danmark - så længe antallet ikke overstiger ti.

Det antal, den 39-årige mand havde i sin bil, overstiger langt det tilladte, og han vil derfor formentlig kunne se frem til at få en bøde.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er nikotin særligt farlige for børn og unge, fordi det kan skade hjernen hos unge, hvis hjerner ikke er færdigudviklede.

Desuden er nikotin et afhængighedsskabende stof, der kan være svært at stoppe med, når man er begyndt.

Sponsoreret indhold