Krimi12. august 2024 (opd. 5. september 2024)

Stjal 31 vejskilte: Ti unge ventes at tilstå tyveriet

Ved Retten i Holstebro skal ti unge for retten i sag om tyveri af vejskilte fra Thisted Kommune
Thisted Kommune, kommunegrænseskilt ved hovedvejen , 22. juli 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
31 vejlskilte har kostet Thisted Kommune 54.711 kroner - mandag skal ti unge mennesker for retten i den kuriøse sag.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mandag ventes ti unge i alderen 18 til 20 år at tilstå tyveriet af 31 vejskilte ved Retten i Holstebro.

De er alle sigtede for at have stjålet de 31 vejskilte fra Thisted Kommune mellem den 15. februar 2022 og 25. august 2023, lyder det i sigtelsen.

De stjålne vejskilte har en samlet værdi af 54.711 kroner.

Tyveri kan give alt fra bøde til fængselsstraf op til 1 år og seks måneder - dog op mod seks år i grove sager.

Ifølge sigtelsen vil der også blive nedlagt påstand om erstatning.

Præcis hvad det er for nogle vejskilte, de unge skulle have stjålet, fremgår ikke.

Men de seneste år har en række danske kommuner berettet om flere vej- og byskilte, der bliver stjålet igen og igen.

Det gør sig blandt andet gældende for byskilte i Tarm, Lem, Sæd, Helved, Klitmøller, Paris og Rom.

Det skriver flere danske medier herunder TV Midtvest.

Ifølge mediet er vejskiltet på Bollervej i Viborg Kommune blevet stjålet 39 gange siden august 2022, mens at Thisted Kommune mister 50 byskilte hvert år.

Også på Bornholm er vejskiltene på Kællingebyvej og Sprøjtevej særligt populære tyvekoster, skriver TV 2 Bornholm.

Vejene ligger omkring Pedersker på den sydlige del af øen.

Det er en dyr omkostning for kommunerne at erstatte de manglede by- og vejskilte.

I den fynske landsby Snave forsvinder der ifølge Fyens Stiftstidende omtrent 100 Snave-byskilte om året. Det koster Assens Kommune 100.000 kroner årligt på indkøb og opsætning af nye byskilte.

Derfor blev det besluttet i april at fjerne byskiltene og i stedet brænde bynavnet ned i asfalten, skriver Fyens Stiftstidende.

Grunden til at byskiltet så ofte bliver stjålet skyldes formentlig karakteren Polle fra Snave fra Sonofon-reklamer i 2001 samt filmen "Polle Fiction".

Sponsoreret indhold