Kendte11. august 2024

TV-vært i voldsom ulykke: Har brækket nakken

Den amerikanske tv-vært Nev Schulman har brækket nakken to steder som følge af en voldsom cykelulykke
Nev Schulman har brækket nakken i en slem ulykke.
Nev Schulman har brækket nakken i en slem ulykke.
 Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske tv-vært Nev Schulman, som er kendt for programmet "Catfish" på MTV, har været ude for en forfærdelig ulykke på sin cykel.

Ulykken har resulteret i, at han har brækket nakken to steder.

Det skriver han i et længere opslap på sin Instagram-profil, hvor han samtidig deler en række billeder og videoer fra hospitalet, hvor han er i nakkekrave:

I opslaget forklarer han, at ulykken fandt sted, da han var på vej til at hente sin søn i skole. Her kørte han sammen med en lastbil, forklarer han:

"Jeg nåede aldrig hen til min søns skole for at hente ham på min cykel. Og på mange måder, er jeg glad for, at det skete sådan. Jeg var nemlig alene om konsekvenserne af ulykken. Mig og lastbilen. Og selvfølgelig også asfalten," skriver Nev Schulman og fortsætter:

"Jeg brækkede min nakke. C5 og C6 for at være præcis. Stabile frakturer. Jeg er ikke blevet lam. Mine hænder var formet som spørgsmålstegn i en periode, men menneskekroppen er for vild, og det er mennesker også."

"Ovenud lykkelig"

Derefter takker Nev Schulman alle de sundhedsfaglige folk, som har været inde over hans behandling.

"Det er svært at have ondt af mig selv, når jeg hører lægerne fortælle mig, at folk med lignende skader aldrig kommer til at gå igen," skriver Nev Schulman desuden.

Han fortæller afslutningsvist, at han er "ovenud lykkelig" for blot at være i live, og at han fortsat kan kramme og være sammen med sin familie.

Han er desuden spået at blive helt rask uden mén, fortæller han i opslaget.

Nev Schulman er til daglig gift med Laura Perlongo, som han har de tre børn med.

Sponsoreret indhold